Det har været en ekstra lang uge for Maria Fantino.
Den 30-årige 'X Factor' blev nemlig kort før årets første liveshow ramt af sygdom og har kæmpet hele ugen for at blive klar.
Det afslørede hun først tidligere på ugen i sin egen podcast 'Fantino og Bonde', og da B.T. møder hende fredag aften efter årets andet 'X Factor'-liveshow, tilføjer hun:
»Ja, jeg har et ikke særligt kønt forkølelsessår, som vi har prøvet at dække. Nu er jeg rask igen, men jeg har været nede.«
Hun mærkede de første tegn om morgenen før årets første 'X Factor'-liveshow, men det var først søndag, at forkølelsen for alvor gik i udbrud.
»Jeg tror, at jeg tirsdag når at panikke lidt og tænke 'ej, det her stopper ikke',« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg havde et venstre øje, der bare løb. Jeg kan sagtens lave et liveshow med feber – det prøvede jeg sidste år – men et øje, der løber hele tiden, er bare noget døj for en makeupartist.
»Det kan sende nogle meget blandede signaler, hvis man tror, jeg græder hele tiden.«
Hun fortæller videre, at det blandt andet gav en akavet situation, da hun mandag kørte med bus.
»Der var en fremmed dame, der spurgte, om jeg var okay. Hun troede, jeg sad og græd. Jeg tænkte: 'Årh, det er ikke så godt på live-tv'. Men det er heldigvis ovre.«
Hvad gør man egentlig, hvis du må melde dig syg? Hvem er din back-up-vært?
»Hm. Ja, hvem ringer de til? Jeg tror, Benjamin Hav vil være klar på at hoppe op på scenen. Han har før joket med, at han vil tage mit job.«
Hun fortsætter:
»Værtindejobbet er det mest luksuriøse job i hele verden, lige indtil du bliver syg. Så er der ikke rigtig nogen kære mor.«
»Det er 10 år siden, jeg startede på DR, og jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg tror, jeg skal brække nakken og have meningitis, før jeg ikke kan troppe op.«
»Så længe de kan rulle mig ind på scenen og sætte en mikrofon hen til min stemme, så jeg kan sige 'velkommen til 'X Factor', så skal jeg nok være der.«