TV 2 slår det nu fast.
Kongehuset får ikke lov til at påvirke 'X Factor', når det traditionsrige, store kulturbal afholdes lige midt i årets andet liveshow.
Den 3. januar annoncerede Kongehuset, at man 28. februar vil afholde 'aftenselskab for kunst og kultur'.
Det er en af Kongehusets store begivenheder, hvor man cirka én gang i årtiet inviterer folk fra kunsten, kulturen og sportens verden til en stor gallafest på Christiansborg.

Kulturballet er ifølge Kongehusets kalender sat til at begynde kl. 19.30.
En halv time senere har TV 2 planlagt at afholde årets andet 'X Factor'-liveshow fra deres tv-studie i Brøndby – og det får Kongehuset ikke lov til at ændre noget ved.
TV 2s kommunikationsafdeling oplyser til B.T., at ''X Factor' sendes som normalt'.
Derudover er TV 2 endnu ikke klar til at melde ud, hvordan de vil dække kulturballet, der plejer at være store tv-begivenheder på både TV 2 og DR.

Programplanlægningen betyder samtidig, at 'X Factor'-folkene ikke kan være med til kulturballet – i så fald de skulle blive inviteret.
Kongehuset holder indtil videre gæstelisten hemmelig, men det kunne tænkes, at flere i 'X Factor'-studiet var i spil til at få en invitation fra kong Frederik og dronning Mary.
Simon Kvamm var med til dronning Margrethes kulturbal i 2009, hvor han havde daværende kronprinsesse Mary som borddame.
Hans gode forhold til kong Frederik blev desuden beseglet for hele Danmark, da den daværende kronprins i 2018 pludselig dukkede op på scenen til Nephews koncert på Smukfest.

Oh Land har flere gange arbejdet sammen med dronning Margrethe i Tivoli, hvor de har været med til at opsætte balletter.
Thomas Blachman var i 2004 med til kong Frederik og dronning Marys bryllup – og var en kort overgang med i en form for kulturel tænketank for den daværende kronprins.
Til sidst kom 'X Factor'-vært – og stor royalist – Maria Fantino tæt på dronning Mary i efteråret, da hun var vært ved et af Mary Fondens-arrangementer. Læs mere om det HER.