Leslie Nguyen har indtil videre taget 'X Factor' med storm.
Her fortæller hun, hvordan det er at medvirke i et stort TV 2-show, når man har autisme-diagnosen Aspergers, hvorfor det nogle gange kan være svært med så meget ros – og hvad der først og fremmest er hendes drøm.
»Det går stille og roligt. Jeg er i skole,« lyder det fra Leslie, da B.T. møder den 20-årige 'X Factor'-deltager over en Facetime-forbindelse.
Det er cirka tre et halvt år siden, at hun fik stillet sin diagnose.
I samme periode forsøgte hun ad to omgange at gå på et alment gymnasium, men da det blev for hårdt, endte hun med at droppe ud og er i dag elev på en ungdomsuddannelse i Esbjerg for folk med særlige behov.
Ved siden af har hun igennem sin opvækst haft musikken som et afslappende element.
Hun begyndte at spille guitar som syvårig, men det blev hurtigt svært at optræde for andre.
»Da jeg startede, deltog jeg i de fleste koncerter, der blev arrangeret, men så kom der nogle år, hvor jeg sagde nej til det hele. Det gjorde mig utilpas, og så var det nemmere at sige nej,« forklarer hun.
»Det gjorde det lidt nemmere, da jeg fik min diagnose, for så var der jo mange ting, der gav mening. Men det tog generelt noget tid at finde ud af, hvad mine behov er, for alle er jo forskellige,« tilføjer hun.
I efteråret valgte Leslie så at give sig selv udfordringen at stille op i 'X Factor'.
Hun havde erfaret, at hvis hun altid bare fulgte de samme rutiner, fik det en negativ effekt, når hun endelig skulle prøve noget nyt.
»Jeg kan blive nervøs, overtænke ting og få kvalme og uro i maven,« forklarer hun og tilføjer, at det netop var det, hun ville udfordre.
Var der så noget, du var særlig nervøs for, da du stillede op?
»Nej, ikke rigtigt. Altså alene tanken om at stille op gav mig kvalme, og da jeg sad til audition, havde jeg også lyst til at gå fra det hele, men så tænkte jeg, at nu var jeg jo så tæt på, og det kun drejede sig om fem-seks minutter – og det skulle jeg nok overleve.«
Hvordan husker du din audition?
»Jeg husker ikke så meget. Da jeg gik ud af døren, var det lidt som at have været til en eksamen, hvor man ikke rigtig kan huske, hvad man har sagt, så det var lidt af en genopfrisker at se det i fjernsynet.«
Leslie fortsætter:
»Jeg husker, at jeg var meget nervøs. Jeg fik klare instrukser om at skulle åbne døren, lukke den igen og stille mig på et kryds, og jeg var bange for at gøre det forkert.«
Var det så ikke en stor lettelse at gå videre?
»Jo, men ligesom jeg havde tanken om, at audition ville give mig kvalme, tænkte jeg det samme om six chair.«
Hvordan havde du det med, at Oh Land valgte dig?
»Jeg tror ikke, jeg havde nogle præferencer. Jeg var bare glad for, at en af dommerne valgte mig, for så kunne jeg få endnu en måde at udfordre mig selv på.«
Det har fyldt meget, at du har Aspergers. Hvordan har det været at skulle dele med hele Danmark?
»Jeg har ikke rigtig mærket noget, men jeg ved, at der er mange forældre med børn, der har autisme som måske har set deres barns diagnoser som en begrænsning – og som så har kunnet spejle sig i, hvad jeg har gjort.«
Hun tilføjer:
»Det kan også være folk uden diagnoser, der stadig kan spejle sig i at gøre noget, selvom det gør en utilpas.«
Har folk skrevet til dig?
»Jeg har fået nogle beskeder, og min familie har sendt screenshots af kommentarer, men jeg læser ikke så mange af dem. Jeg tror, at når der er så meget ros – så er jeg bange for at miste mig selv i det og vil jagte folks anerkendelse.«
Leslie fortsætter:
»Jeg ved godt, at folk måske er blevet inspireret af det, men det var som sådan ikke mit mål. Jeg stillede op for min egen skyld og tror, at jeg fortsat vil holde det på den måde.«
Drømmer du om at kunne leve af at være musiker?
»Det er ikke umiddelbart drømmen. Jeg ved det ikke, men drømmen er i hvert fald, at min diagnose ikke er en begrænsning for mig.«