'X Factor'-duoen Simon og Marcus var fredag lige så ulasteligt klædt, som de altid er. De har noget for jakkesæt.
Men denne uges liveshow var dog alligevel lidt mere speciel. Efter de havde sunget, kunne vært Lise Rønne afsløre, at Marcus var iført et jakkesæt, der havde tilhørt nu afdøde skuespiller Ove Sprogøe.
»Det var ikke noget, jeg vidste, før en fra produktionen læste inde i den. Der stod, at det havde tilhørt ham,« fortæller Marcus efter showet.
Han forklarer, at sættet stammer fra 1978 og blev båret af 'Olsen Banden'-ikonet, da han var en del af et program, der efter sigende skulle hedde 'Ikke'.

Det har ikke været muligt for os at finde frem til Sprogøes rolle i programmet. Måske hedder det noget andet, eller også har vi hørt forkert, da vi talte med Simon og Marcus. Men på trods af, at det var i sidste øjeblik, det gik op for Marcus, at han bar Ove Sprogøes jakkesæt, så er han stolt af, at han havde det på. Der blev passet godt på det.
»Jeg har virkelig sørget for, at jeg ikke spildte på det eller noget,« siger han med et smil.
De to unge mænd er desuden blevet meget glade for jakkesæt generelt. Det er andet liveshow, de har det på, og hvis det stod til dem, så skal det helst fortsætte.
»Jeg tror, jeg vil købe sådan nogle lidt mere stille og rolige jakkesæt, man kan have på til hverdag,« lyder det fra Simon, der gerne vil bringe jakkesættet ind i sin egen garderobe.
Det samme vil Marcus. Måske vil de endda tage det på i skole, uddyber de.
»Kunne det ikke være fedt?« siger de næsten i kor.

