For første gang i ’Vild med dans’-historien skal to mænd danse sammen i den kommende sæson. Reaktionerne er positive, men også lidt blandede.
Thomas Evers Poulsen, der er en af programmets store profiler, sagde mandag til B.T., at han ville sige nej tak, hvis han fik tilbuddet.
»Jeg synes, det er helt fint, at nogle mænd er friske på at danse med mænd, men jeg ville ikke sige ja tak,« siger han og understreger, at det ikke har noget med seksualitet at gøre - for ham er dans blot et spil mellem mand og kvinde.
»Jeg danser ikke engang med min (mandlige, red.) kæreste, for det føles ikke rigtig for mig. Jeg vil bare hellere det andet. Sådan er det bare for mig,« forklarede han.

Tirsdag har B.T. ’Vild med dans’-dommer Jens Werner i telefonen, der synes, det er et fantastisk tiltag fra TV2’s side. Han har dog et forbehold.
»Ingen tvivl om, at det har været et spørgsmål om tid, før det blev introduceret i ’Vild med dans’, og jeg tror, der kan komme noget meget interessant og smukt ud af at se to af samme køn danse sammen.«
Han tilføjer:
»Jeg vil ikke have det så let med, at den ene mand forsøger at udføre ting som en dame. De to mænd skal danse som mænd og få det maksimale ud af det, som man kan. Og det bliver mega spændende, for jeg ser en masse muligheder i det.«

Morten Kjeldgaard, der blandt andet vandt ’Vild med dans’ i 2016 med bokseren Sarah Mahfoud, siger til B.T., at han ville sige ja, hvis han blev spurgt, om han ville danse med en anden mand.
»Det ville åbne op for at kunne gøre nye ting rent koreografisk, og det ville være en udfordring.«
Hans kollega Mads Vad, der har vundet ’Vild med dans’ i 2013 og 2010 med bordtennisspilleren Mie Skov og TV2-vært Cecilie Hother, hylder også det nye tiltag.
»For mig er det vigtigste, at der er fokus på det dansemæssige. Lige meget om det er mand/kvinde, mand/mand eller kvinde/kvinde. Det er jeg sikker på, at dommerne vil sikre, og samtidig ved jeg, at Silas (Holst, red.) vil tage den faglige indgangsvinkel og løfte opgaven til perfektion med rigtig god dans.«
Han tilføjer:
»Jeg elsker, at ’Vild med dans’ kan udvise mangfoldighed og sætte en tyk streg under, at vi i 2019 ikke fokuserer på, om man er mand eller kvinde – at vi bare er mennesker.«
På kvindefronten lyder det fra Jenna Bagge, der sidste år dansede med tv-vært Emil Thorup, at hun også ville være frisk på at danse med en kvindelig partner.
»Jeg har altid sagt, at det vigtigste for mig er, at jeg får en sød partner, som synes, at det er sjovt at være med i programmet, så jeg vil ikke udelukke noget.«

Hun tilføjer med et smil:
»Jeg har jo faktisk ret tit danset rundt med Mille Funk (’Vild med dans’-kollega, red.).«
Hverken Jens Werner eller de nævnte dansere kan afsløre, om de er med i ’Vild med dans’ til efteråret. Kun Mads Vad har allerede meldt ud, at han holder en pause.
Silas Holst, der er omdrejningspunkt for det hele, da han i den kommende sæson skal danse med skuespilleren Jakob Fauerby, har tidligere fortalt til B.T., at han glæder sig og er ekstra opmærksom på at gøre det godt for at vise, at to mænd sagtens kan danse sammen.
Bokser Mikkel Kessler og bordtennisspiller Michael Maze stiller også op til efteråret. Hvem de skal danse med er endnu uvist.