En god dommertrio er altafgørende for 'X Factor'.
Her giver de tre dommere og vært Maria Fantino deres svar på, om de vender tilbage til 'X Factor' igen til næste sæson.
Benjamin Hav
»Jeg ved ikke, om jeg er klar. Jeg er aldrig klar, men hvis du beder mig om en direkte respons på det spørgsmål - vil jeg sige - det kunne måske være sjovt,« svarer Benjamin Hav, da B.T. spørger ham, om han vender tilbage som dommer.
Han fortæller dog også - på vanlig Havsk vis - at han føler sig en smule truet af en tidligere dommer.
»Jeg tror ikke, det er en mulighed faktisk. Martin Jensen står og banker derude. Jeg tror, det løb er kørt. Sådan er livet. men det var godt så længe, det varede. Vi må vente og se, hvad der sker.«

Drew Sycamore
Er du klar på at være dommer igen til næste år?
»Ja, det tror jeg godt, jeg kunne være. Jeg ved ikke noget endnu. Stay tuned,« lyder det en smule kryptisk og kort fra Drew Sycamore.
Thomas Blachman
Der kommer en ny sæson næste år...
»Ja, det skete bag min ryg. Det er ikke noget, jeg har sagt ja til, men de er jo så glade, det gør de bare.«
Vender du tilbage?
»Men nu er jeg så glad for det her. Det ville være det ideelle sted at stoppe rent musikalsk. Jeg kommer ikke til at finde en som Hevi, det kommer ikke til at ske,« siger Thomas Blachman - inden han dog går i en noget anden retning.

»Men hvem ved, hvor mange Hevi'er der sidder derude, og de kommer jo ind nu, for de kan se, hvor meget fed musik, vi kan lave.«
Skal jeg forstå det sådan, at du ikke er afklaret med, hvad der skal ske?
»Jeg er aldrig afklaret med noget som helst, så det passer meget godt.«
Der er måske også nogle lønforhandlinger, der skal på plads?
»Nej jeg er ikke grådig, det er derfor, de bliver ved med at hyre mig.«
Maria Fantino
Vender du tilbage næste sæson?
»Jeg har har haft det meget sådan, at jeg skulle lige tage en ting ad gangen i den her sæson.«

»Jeg skal lige smække benene op, men der er ingen tvivl i mit hjerte om, at jeg elsker det her job, og jeg vil gerne lave rigtig mange flere sæsoner.«
Så siger du også, at det ikke er faldet på plads, om du skal vende tilbage?
»Jeg siger, det tager vi fra i morgen af.«
Det blev Hugo A, Benjamin Havs unge deltager, der løb med 'X Factor'-sejren.
Du kan genopleve hele finalen i B.T.'s liveblog her.
