DR har netop løftet sløret for, hvem der stiller op i 'Dansk Melodi Grand Prix 2026'.
Som altid består feltet af helt nye navne, et par gengangere og kendte ansigter, der måske har brug for et karriereboost.
Selvom flere lande allerede har meldt ud, at de boykotter forårets Eurovision på grund af Israels deltagelse, står DR fast.
Derfor skal det den 14. februar i Arena Nord i Frederikshavn afgøres hvem af årets otte udvalgte grandprix-sange, der skal repræsentere Danmark ved Eurovision i Østrig til maj.
For det første gør sidste års vinder Sissal et utraditionelt lyncomeback med sangen 'Infinity', efter hun sidste år vandt med 'Hallucination'.
Det er 40 år siden, at en vinder sidst stillede op året efter - da 80'er-duoen Søren og Kirsten i 1986 fik en fjerdeplads med sangen 'Sig det som det er'.
Inden da havde navne som Dario Campeotto, Mabel og Tommy Seebach forsøgt at vinde to år i træk, men det er kun lykkedes én gang.
Det var netop, da Søren og Kirsten i 1984 vandt med 'Det' lige det' og i 1985 med 'Sku du spørge fra nogen'.
Og Sissal er ikke den eneste tidligere grandprix-deltager, der forsøger igen.
Sander Sanchez, der under det nedskalerede corona-show i 2020 fik en andenplads efter Ben og Tan, er tilbage i år med sangen 'Two Spirits'.

Søren Torpegaard Lund, der i 2023 fik en plads udenfor top tre, stiller også op igen.
Denne gang med sangen 'Før vi går hjem', der er skrevet i samarbejde med popsangerinde Clara Sofie og Thomas Meilstrup - søn af grandprix-legenden Gry 'rejehop' Meilstrup.
I kategorien 'dem har vi set før', har vi først Lasse Skriver, der i 2022 fik opmærksomhed i 'X Factor' for sin version af George Ezra-hittet 'Budapest.
Lasse Skriver stiller op med nummeret 'Roaring heart', der blandt andet er skrevet af skuespiller-legenden Poul Reichhardts barnebarn, Karl-Frederik.
Du kender måske også popsangerinden Ericka Jane, der sidste år deltog i 'Boksen' på TV 2 og fik lidt medieomtale for at have influenceren Katherine Diez med på sit album.
Ericka Jane stiller op med sangen 'Death of Me' skabt i samarbejde med popsnedkerne Ole Bjørn, Johannes Bruun og Daniel Scheffmann, der blandt andet har været inde over flere Andreas Odbjerg-hits.
Er du til black metal, kender du måske også navnet Myrkur.
Amalie Bruuns solo-projekt stiller op med sangen 'Touch My Love And Die'.

Til sidst byder årets 'Melodi Grand Prix' på sange fra gruppen Late Runner og jazzsangeren Emil Otto.
Late Runner vækker måske ikke den store genklang, men bag navnet gemmer sig Asger Tarpgaard og Tanja Simonsen, der tidligere har været en del af popgrupperne Superheroes og Private.
De stiller op med sangen 'Can U Feel It', der er skrevet i samarbejde med blandt andet Jesper Mortensen fra popduoen Junior Senior og Anders Bønløkke fra Alphabeat.
Emil Otto stiller op med sangen 'Copenhagen Noir'.
Det hele afgøres som nævnt 14. februar i Arena Nord i Frederikshavn med Sara Bro og Alex Høgh Andersen som værter.
