Ups. Det ser ud til, at skuespilleren Jamie Lee Curtis nu har sagt det, som ingen faktisk officielt endnu har villet bekræfte: 

Successerien 'The Bear' er snart fortid.

Når femte sæson senere på året blive streaming-tilgængelig, vil det samtidig være det sidste, vi kommer til at se til kokken Carmy Berzatto, hans restaurant og alle de andre skøre venner og familiemedlemmer.

»Alle har bekræftet, at serien slutter, så jeg kan ikke forstå, at det er sådan en stor ting,« som Jamie Lee Curtis i et helt friskt interview med Acces Hollywood siger.

Problemet er bare, at det kun er hende, der har sagt det.

Fra officiel side har producenten FX eksempelvis intet sagt. Overhovedet.

'The Bear' har skovlet priser ind, siden første sæson blev sendt. Her har tre skuespillere bag tre af hovedkaraktererne hver vundet en Emmy i 2024: Jeremy Allen White (tv.), Liza Colon-Zayas og Ebon Moss-Bachrach.
'The Bear' har skovlet priser ind, siden første sæson blev sendt. Her har tre skuespillere bag tre af hovedkaraktererne hver vundet en Emmy i 2024: Jeremy Allen White (tv.), Liza Colon-Zayas og Ebon Moss-Bachrach. Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Til gengæld satte Jamie Lee Curtis, der spiller hovedpersonen Carmy Berzattos mor, selv gang i rygtemøllen midt i februar på Instagram.

»Slutter stærkt af,« skrev hun til et opslag, hvorpå hun optrådte med en anden skuespiller fra 'The Bear'.

Videre stod der også, at hun havde været med til »at afslutte historien om den ekstraordinære familie, som vi alle er blevet forelsket i«.

Og det var det Instagram-opslag, som skuespilleren blev forelagt Acces Hollywood, hvor hun blev spurgt ind til, om det var optagelserne til femte sæson eller hele serien, der nu var afsluttet.

Her lød svaret altså fra Jamie Lee Curtis, at der var tale om sidstnævnte.

»Og medmindre jeg får nu et opkald om, at jeg har afsløret det over for alle, så er jeg overbevist om, at alle har været klar over, at det var sidste sæson af serien. Hvis ikke det er tilfældet, så har jeg virkelig ødelagt det,« sagde hun også.

Filmmediet Deadline skriver dog også, at 'The Bear' står over for at lukke ned. Sådan lyder det i hvert fald fra flere (anonyme) kilder.

Serien har kørt siden 2022, hvor den seneste sæson fire blev gjort tilgængelig i sommer. 

Den femte – og tilsyneladende – sidste sæson bliver sendt på et endnu ukendt tidspunkt senere i år.