I allerførste sæson af 'Løvens hule', som rullede over skærmen i 2015, tonede Dorte Fals frem på skærmen som vært.

Men den opmærksomme seer vil have bemærket, at hun ikke var at finde i den efterfølgende sæson.

Programmet har nemlig siden kørt helt uden en vært.

Nu forklarer DR, hvorfor de tog valget og fjernede hende fra programmet..

Dorte Fals til TvPrisens awardshow i 2012
Dorte Fals til TvPrisens awardshow i 2012 Martin Sylvest Andersen

Et valg, som dog var ganske udramatisk, forklarer områdelederen på DR, Anne Garlichs, i et skriftligt svar til B.T.

''Løvens hule' er en dansk version af det engelske iværksætterprogram 'Dragons Den'. I sæson et lagde vi os op ad den britiske version af formatet, hvor de på BBC2 har en vært. Men i sæson to ønskede vi at teste en version, som man ser i for eksempel USA, hvor programmerne afvikles uden en gennemgående vært,' skriver hun, inden hun afslutter:

'Med løvernes stærke evner som både formidlere og iværksættere får seerne et indgående kendskab til, hvad det kræver at blive en succesfuld iværksætter, og derfor valgte vi at fastholde det format.'

Den udlægning er hovedpersonen Dorte Fals meget enig i:

»Det foregik efter bogen dengang, føler jeg. Jeg følte i hvert fald ikke, at jeg blev fyret,« siger hun til B.T.

DR-værten følger i dag programmet på sidelinjen, hvor hun mener, at klipningen og løvernes karisma gør, at de 'klarer jobbet fint selv'.

Dorte Fals fortæller, at man besluttede at køre med en vært i programmets første sæson, fordi man dengang vurderede, at løverne var for uerfarne i tv-regi, og at programmet derfor skulle løbes i gang af en vært.

Derudover var det godt for programmet med en værtsprofil, som folk kendte, mindes Dorte Fals.

Dorte Fals i selskab med sin mand Klaus Bundgård til jubilæumsshow i DR-Byen i 2005.
Dorte Fals i selskab med sin mand Klaus Bundgård til jubilæumsshow i DR-Byen i 2005. Simon Skipper

Hun husker tilbage på de tre uger i værtsrollen, som noget, der var 'vanvittigt sjovt'.

»Det var fedt, at man som vært var med i hele processen fra om morgenen, hvor løverne blev sminket, og man lærte dem at kende, til at deltagerne tropper op med alle deres sjove og vilde rekvisitter,« siger hun.

Værten mener, at det somme tider var en fordel for deltagerne, at der dengang var en vært, som de mødte efter deres pitch i hulen.

»På mange måder var det en god idé med en vært, hvis løverne var lidt hårde ved deltagerne, for så kunne man vise, at de altså blev samlet op bagefter,« siger hun, inden hun fortsætter:

»Nogle kom ud og var kede af det, og så skulle man lige hive dem op.«

»Man vil jo gerne have, at vedkommende har det godt, og at de går hjem med en god fornemmelse og ordentlig behandling.«

Dorte Fals har tidligere været vært på DR-programmet 'Penge', som i 2017 sluttede som DR Nyheders længstlevende magasin efter 21 år på skærmen.

I dag arbejder hun som live-reporter på DR Nyhederne.