Da Andreas Jessen i 2012 medvirkede i filmen 'Hvidstengruppen', modtog han en dag en vred sms.

Det er en klassiker, at skuespillere bliver forvekslet med en af deres roller, når de efterfølgende bevæger sig ud i virkeligheden.

Skuespillerbrødrene Sebastian og Andreas Jessen, der er aktuelle i TV2's nye krimiserie 'Alfa', fortæller, at de ligesom mange af deres kollegaer også har oplevet, at publikum har haft svært ved at skille fiktion fra virkelighed.

Blandt andet modtog Andreas Jessen altså engang tilbage i 2012 en sms fra en biografgænger, som han ikke kunne lade være med at grine ad.

Skuespillerne og brødrene Andreas og Sebastian Jessen i København onsdag den 8. juli 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Skuespillerne og brødrene Andreas og Sebastian Jessen i København onsdag den 8. juli 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

»Jeg spillede med i 'Hvidstengruppen', hvor jeg er ham, der ender med at stikke modstandsgruppen (til nazisterne, red.). Der fik jeg en besked fra et nummer, jeg ikke kendte, hvor der bare stod 'stikkersvin',« fortæller han.

»Han eller hun havde bare været vred og havde åbenbart brug for at komme ud med det, haha. Det syntes jeg var ret sjovt.«

Storebror Sebastian Jessen fortæller, at han især har oplevet, at hans rolle i den nu 13 år gamle film 'Rich Kids' før i tiden udløste en masse reaktioner.

»Det var helt crazy. Især når jeg var i byen, og folk blev fulde. Så havde de svært ved at skelne mellem film og virkelighed.«

Skuespillerne og brødrene Andreas og Sebastian Jessen i København onsdag den 8. juli 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Skuespillerne og brødrene Andreas og Sebastian Jessen i København onsdag den 8. juli 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Han tilføjer:

»Det kan også være helt små ting. Forleden var der en, der skrev til mig, om jeg stadig sås med den anden lillebror fra 'Kærlighed ved første hik' (Rasmus Albeck, red.).«

Sebastian Jessen måtte forklare, at det jo var mange år siden, at de lavede film-serien om Anja og Viktor, og at man jo ikke nødvendigvis så alle, man arbejdede med privat.

»Hun syntes, vi virkede til at være gode venner, og jeg skrev tilbage, at det jo var fordi, det stod i manuskriptet.«

Første afsnit af 'Alfa' havde premiere på TV 2 Zulu og TV 2 Play 16. august.