11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned. Nu samles alle partilederne til en debat på TV 2 om, hvordan det går, og hvordan fremtiden ser ud.
Det sker på årsdagen for pressemødet med Troels Mylenberg og Natasja Crone som værter.
»Danmark og resten af verden har nu levet et år i hel eller delvis nedlukning. Det har sikret styr på coronasmitten herhjemme, men samtidig har det haft en pris for tusindvis af virksomheder og danskere.,« siger TV 2s nyhedschef Jacob Kwon i en pressemeddelelse og fortsætter:
»På årsdagen for nedlukningen er det tid til, at vi samler partierne til en debat om prisen for krisen.«

Og disse er hovedområderne, der skal tales om:
• Sundhedsvæsenet – hvad har vi lært, og hvad gør vi ved det?
• Økonomien – hvordan retter vi op?
• Den mentale trivsel – skal vi leve eller overleve?
Debatten foregår på det nedlukkede Statens Museum for Kunst, hvor partilederne også mødtes for cirka ti måneder siden – 14. maj 2020 – til debat om coronakrisen.
Og lige nu er debatten ifølge TV 2 mere aktuel end nogensinde.
»Aktualiteten af debatten understreges af, at politikerne netop i disse dage forhandler om en langsigtet plan for genåbning af Danmark,« skriver de i pressemeddelelsen.
Se med torsdag 11. marts klokken 19.55 på TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.