Fremtiden har været uvis.
Men nu bekræfter TV 2, at 'X Factor' vender tilbage i 2027.
'X Factor har i denne sæson endnu engang vist, at det stadig er et af Danmarks største underholdningsprogrammer, der både tiltrækker masser af talent og samtidig samler både unge mennesker, familier og voksne foran skærmene,' lyder det fra underholdningsredaktør Dorthe Borregaard i en pressemeddelelse.
Næste år vil 'X Factor' således kunne markere 20 års jubilæum siden premieren i 2008.
Og selvom 'X Factor' stadig er et af de mest populære underholdningsprogrammer herhjemme, er tilslutningen dog faldet markant gennem årene.
I 2009 så 2,2 millioner danskere finalen, som blev vundet af Linda Andrews, mens blot 672.000 så med, da kvartfinalen blev afgjort med en såkaldt Medina-temaaften forrige fredag.

Til sammenligning så 841.000 samme uge DR's program 'Forsvundne arvinger'.
'X Factor' kom ellers godt fra land i starten af året med seertal på den gode side af millionen, men siden er det altså dalet markant.
Fredag løber årets finale af stablen i SJF Bank Arena, hvor hver af de tre dommeres unge deltager skal dyste om 'X Factor'-sejren.
TV 2 har endnu ikke meldt ud, om næste års sæson af 'X Factor' bliver med samme vært og dommertrio.

