Det er slut med 'EchoPrisen'.
Awardshowet, der i 2023 tog over for 'Zulu Awards', er nu fortid, da TV 2 vil bruge deres kræfter på andre tv-formater.
Det er hårde tider store for tv-transmitterede danske awardshows.
'Danish Music Awards' har ikke været vist på tv siden 2021.
'Zulu Comedy Galla' blev lagt i graven efter udgaven i 2022.
Da TV 2 Zulu i 2023 blev til TV 2 Echo, skiftede man 'Zulu Awards' ud med 'EchoPrisen', men nu bliver sidste års udgave, der blev afholdt den 8. februar 2024, så også foreløbig den sidste.
TV 2s presseafdeling skriver i en mail til B.T., at de ikke længere afholder 'Echoprisen' på TV 2 Echo.
TV 2s indholdschef Dorthe Thirstrup forklarer i samme mail:
»Vi oplever, at den unge målgruppe i stigende grad prioriterer programmer, de kan fordybe sig i, vende tilbage til og tale sammen om over tid – frem for enkeltstående tv-events, som skaber magi i momentet og ikke i samme grad har liv på streaming.«
Hun fortsætter:

»Vi har været superglade for 'EchoPrisen' – og før det 'Zulu Awards' – og de mange mindeværdige øjeblikke, de events har skabt. Men behovet er nu et andet, og vi investerer derfor kræfterne der, hvor vi skaber mest værdi for de unge brugere, Echo er sat i verden for at engagere.«
Dorthe Thirstrup forklarer om fremtiden:
»Fremfor alt skal vi være relevante. Vi vil gerne starte samtaler og engagement, der varer meget længere end programmerne, og her oplever vi, at særligt store programuniverser som ’Spillet’, ‘Forræder - Ukendt grund’, ’Bachelorette’ og 'Bachelor’ skaber stærke seerritualer, fællesskaber og samtaler.«
Hun tilføjer:
»Derfor har vi skruet op for den type superstærke format-serier, som vi kommer til at se meget mere af fremover.«
Af andre store danske awardshows på tv kan nævnes P3 Guld og 'Kongeparrets kulturpris', der begge bliver sendt på DR1.
DR har allerede meldt ud, at 'Kongeparrets kulturpris' vil vende tilbage på DR1 til efteråret, mens der endnu ikke er sat nogen dato på en eventuel 2025-udgave af 'P3 Guld'.
