TV 2s populære program 'Nybyggerne' varsler en markant ændring fra den kommende sæson.

For noget kommer til at være helt anderledes, end det plejer.

Det skriver Metronome, der er produktionsselskabet bag, på LinkedIn.

Samtidig bringer Metronome og TV 2 en efterlysning.

'TV 2 søger: Fire ældre boliger, der skal blive til fire nye hjem' lyder indledning på Metronomes opslag på LinkedIn.

For i stedet for at bygge nyt, skal de kommende deltagerpar i 'Nybyggerne' renovere gamle huse.

'Hvor programmet tidligere handlede om at indrette helt nybyggede huse, sætter vi nu fokus på istandsættelse, transformation og bæredygtig modernisering af eksisterende boliger', lyder det videre.

Derfor søger Metronome og TV 2 nu fire huse eller lejligheder, der trænger til en kærlig hånd, og som gerne må ligge tæt på hinanden.

Det er endnu uvist, hvornår den kommende sæson af 'Nybyggerne' har premiere.

I sidste sæson havde hitprogrammet tiårsjubilæum.