To blev uvenner, én sagde højt, at hun fortrød sin deltagelse, mens flere meldte ud, at de aldrig ville gøre det igen.

Bølgerne gik højt, da TV 2 i foråret havde premiere på deres nye reality-satsning 'Spillet', hvor en gruppe kendte danskere lukkes inde i et hus til et socialt spil om magt og penge.

Den 1. januar er man klar med en sæson to.

B.T. har i den forbindelse spurgt TV 2 redaktør Peter Toldberg Gamborg, om det, i lyset af forårets drama, har været svært at få nye kendte til at medvirke.

Hvornår vidste I, at I ville lave en sæson to?

»Da vi kunne se på omtalen, interessen og seertallene, at vi havde åbnet et univers, som kunne noget på TV 2, så tænkte vi, at det måtte vi have en toer af.«

Fra sæson 1: Anna Lin (Nummer to fra venstre) fortrød efterfølgende sin medvirken, ligesom Vicki Berlin (Nummer tre) har kaldt sin medvirken 'sit livs dårligste beslutning'.
Fra sæson 1: Anna Lin (Nummer to fra venstre) fortrød efterfølgende sin medvirken, ligesom Vicki Berlin (Nummer tre) har kaldt sin medvirken 'sit livs dårligste beslutning'. Foto: Sille Serup

»Ud over at kunne overraske og være rendyrket reality, er det også et eksperiment om magt og penge, som jeg tror, vi alle sammen hurtigt blev fascineret af - og så tror jeg, at vores seere forventede, at der ville komme mere.«

Hvordan var det at stå i, da der i første sæson pludselig var flere, der ikke var glade for at være med?

»Det var okay at stå i. Vi vil jo som udgangspunkt gerne have, at folk har en god oplevelse. Vi gjorde, hvad vi kunne for at løse de konflikter, der var, og var da kede af, at der var nogle stykker, der følte, at det ikke var noget for dem.«

»I sådan et format er der ting, man kan blive overrasket over - og det tog vi til efterretning og har evalueret på -  og så har vi, som altid, gjort alt, hvad vi kan for at informere og sørge for, at folk får en god oplevelse.«

I den nye sæson af 'Spillet' kan man blandt andet opleve skuespiller Cecilie Lassen, reality-stjernerne Philip May og Melissa Bentsen og tidligere cykelrytter Jesper Skibby.
I den nye sæson af 'Spillet' kan man blandt andet opleve skuespiller Cecilie Lassen, reality-stjernerne Philip May og Melissa Bentsen og tidligere cykelrytter Jesper Skibby. Foto: TV 2

Har det været sværere at caste deltagere til den nye sæson efter forårets drama?

»Nej, jeg tror ikke, det har influeret så meget. Der var jo også rigtig mange af deltagerne, der var glade for det, og det skal man også huske at fokusere på.«

»Der er helt sikkert nogen, i det nye cast, der har ringet til nogle af de tidligere og spurgt, hvordan det var at være med, og der tror jeg, der har været positive tilkendegivelser.«

»Jeg synes, vi har et super fedt, bredt cast, men selvfølgelig er der da nogen i sådan en proces, der siger, at det ikke er noget for dem.«

I forhold til programmer som 'Vild med dans' og 'Forræder' har 'Spillet' måske også lidt mere kant?

»Ja. Nu sidder jeg ikke med 'Forræder', men jeg vil tro, at det er nemmere at caste til 'Forræder', fordi vi med 'Spillet' strammer reality-skruen yderligere.«

»Vi har klart rykket nogle grænser med det her, og det tror jeg også gør, at det giver noget fedt tv. Så vi er bare glade for, at folk gider lege med.«

Da Skinz vandt i foråret, virkede det underligt, at han sad alene fremfor at blive fejret af de andre deltagere, som man fx har set i den norske udgave.  Var det fordi, der var nogen, der ikke havde lyst til at være i samme rum sammen?

»Jeg vil gerne bare forholde mig til den nye sæson. Vi havde en vidunderlig sæson et, og nu kommer der en endnu mere vidunderlig sæson to.«