Aflyst, aflyst, aflyst. Koncerter, biografvisninger, teaterforestillinger – utallige underholdende arrangementer er aflyst.

Men ikke 'Vild med dans', der ufortrødent fortsætter ind i semifinalen lørdag.

Såvel semifinalen som finalen bliver dog noget anderledes end normalt. Faktisk historisk anderledes. I kølvandet på de seneste restriktioner kommer der nemlig ikke til at være publikum i studiet.

Men hvad gør TV 2 ellers for at indrette sig og udvise samfundssind i en på mange sær tid? Det har B.T. stillet kanalens underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, en lang række spørgsmål om. Og hans svar kan du læse nedenfor.

Tv- og radiovært Sara Bro og Morten Kjeldgaard måtte efter en omdans i sidste lørdags show sige farvel.
Tv- og radiovært Sara Bro og Morten Kjeldgaard måtte efter en omdans i sidste lørdags show sige farvel. Martin Sylvest

Hvordan sørger I for at leve op til de gældende krav og anbefalinger i forbindelse med 'Vild med dans'?

»TV 2 og Mastiff, der producerer ’Vild med dans’, tager sundhedssituationen alvorligt og justerer løbende retningslinjerne, så de passer til den aktuelle situation. Vi har stort fokus på, at alle medvirkende på og bag scenen i løbet af prøvetiden og selve showet holder fysisk afstand og respekterer reglerne om at holde afstand til andre smittekæder og de øvrige coronaråd om afspritning og så videre.«

»Vores dansepar er fysisk adskilt i træningslokalerne, som sprittes grundig af mellem hver træning, og mens det enkelte dansepar er i samme smittekæde og kan opholde sig sammen, holder de afstand til de øvrige medvirkende. Dertil bærer produktionen mundbind eller andre værnemidler, og vi er opdelt i adskilte zoner, så vi undgår unødvendigt trafik mellem produktionsenhederne.«

»Alle på produktionen og de medvirkende testes minimum en gang om ugen, og vi har ligeledes testning på produktionen på dagen, for hvem dette er nødvendigt.«

Her er nydanserne, der er med i lørdagens semifinale: Merete Mærkedahl , Albert Rosin Harson, Emili Sindlev og Nukâka Coster-Waldau.
Her er nydanserne, der er med i lørdagens semifinale: Merete Mærkedahl , Albert Rosin Harson, Emili Sindlev og Nukâka Coster-Waldau. Martin Sylvest

Hvorfor har de medvirkende ikke mundbind på?

»Bag produktionen bærer alle mundbind, visir eller andre værnemidler. Det gælder for eksempel tilrettelæggere, videojournalister, kostumierer og makeupartister.«

»Det enkelte dansepar tilhører samme smittekæde og kan derfor træne og danse sammen uden mundbind. Men de skal selvfølgelig stadig holde afstand, spritte af og så videre, når de bevæger sig uden for deres egen smittekæde, ligesom alle andre.«

Værter Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller.
Værter Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller. Martin Sylvest

Der anbefales to meters afstand ved fysisk aktivitet med stor udånding. Det giver sig selv, at dansepartnere ikke kan holde to meters afstand til hinanden, så hvorfor aflyser I ikke 'Vild med dans'?

»Danseparrene er i samme smittekæde, ligesom at vi er i smittekæde med vores sambo eller nære familiemedlem. Er man i samme smittekæde, gælder anbefalinger om to meters afstand ikke, og danseparrene kan fortsat træne sammen.«

Burde de respektive par ikke holde større afstand til hinanden backstage og i 'dødsbananen' til sidst?

»Vi er meget obs på at danseparrene ikke er i nærkontakt med de andre par. Det indebærer blandt andet, at de ikke står tæt sammen i mere end 15 minutter eller rører fysisk ved hinanden, og derfor har 'dødsbananen' i år også set anderledes ud.«

»Det enkelte dansepar er i samme smittekæde og kan derfor godt for eksempel kramme hinanden og danse sammen.«

Skuespiller Albert Rosin Harson og Jenna Bagge i omdans sidste lørdag.
Skuespiller Albert Rosin Harson og Jenna Bagge i omdans sidste lørdag. Martin Sylvest

Uanset om deltagerne bliver testet hyppigt, sender det så ikke et dårligt signal, at de gældende regler ikke ser ud til at gælde for jer?

»Vi følger selvfølgelig retningslinjerne fra myndighederne og de regler, som gælder for vores arbejdsplads.«

»Indtil videre kan vi fortsat afvikle 'Vild med dans' forsvarligt, og vi er glade for fortsat at have muligheden for at samle omkring en million danskere om noget sjovt og hyggeligt her i denne mærkelige tid.«

Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen
Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen Martin Sylvest

Hvorfor gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer ikke i 'Vild med dans'-studiet? Både da der var publikum, og nu hvor antallet af medvirkende (dansere, værter, band, dommere) fortsat overstiger 10 personer?

»'Vild med dans' er en arbejdsplads og følger de regler, der gælder for en tv-optagelse i et ikkeoffentligt tilgængeligt tv-studie, hvor forsamlingsforbuddet ikke er gældende.«

»I begyndelsen af 'Vild med dans’ kunne vi ligesom ved for eksempel fodboldkampe eller andre kulturelle arrangementer stadig have publikum under helt særlige retningslinjer anført af myndighederne, men efter seneste pressemøde har vi nu lukket for publikum, ligesom teatre og biografer har måttet lukke ned.«

Influencer Emili Sindlev og Mads Vad.
Influencer Emili Sindlev og Mads Vad. Martin Sylvest

Ved seneste pressemøde om den store smitte i blandt andet København blev der kraftigt opfordret til, at man arbejder hjemmefra. Hvor mange ansatte har I på produktionen, og har I sendt medarbejdere hjem?

»Mange af os er adspredt i løbet af ugen og sidder så vidt muligt hjemme og arbejder.«

»Det er klart, at vi om lørdagen er på produktionen for at kunne afvikle programmet, og her følger vi alle retningslinjer fra myndighederne.«