DR nedlægger per 1. marts tre direktørstillinger for DR Nyheder, Kultur, Børn og Unge samt Publicering og Brugere og opretter en ny stilling som indholdsdirektør, hvorunder alt indhold samles.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
De to direktører, der stopper, er Henrik Bo Nielsen og Lasse Bastkjær Jensen.
Om de to siger Bjarne Corydon, der er generaldirektør i DR:
»Den nye omlægning af direktionen har desværre bevirket, at vi må sige farvel til Henrik Bo Nielsen og Lasse Bastkjær Jensen. De har begge ydet en flot indsats for det stærke public service-tilbud, vi har i dag til danskerne.«
Hermed kommer DRs direktion til at bestå af Bjarne Corydon, generaldirektør, Mads Diness Jensen, økonomi- og ressourcedirektør, Maria Barlev, teknologi- og produktionsdirektør, og en ny indholdsdirektør.
Bjarne Corydon siger:
»I samarbejde med DR’s bestyrelse har vi udarbejdet nogle bærende principper, som vi starter eksekveringen af fra 1. marts. Vi har en ambitiøs strategi, som kræver, at vi leder DR mere enkelt og styrer på et mere faktabaseret grundlag, handlekraftigt og smidigt med ét mål for øje; danskerne og demokratiet.«
Han fortsætter:
»Disse principper medfører, at vi nu foretager en organisationsændring, hvor vi nedlægger tre direktørstillinger, men skaber et nyt direktørområde for det samlede indholdstilbud. Det gør vi for at give større handlekraft til indholdet og danne grobund for mere udvikling på tværs af vores platforme. Stillingen som ny indholdsdirektør vil kræve en person, som har en usædvanlig stor båndbredde, og den person glæder jeg mig til, at vi skal i gang med at lede efter nu.«
Opdateres...
