'Toppen af Poppen' vender tilbage på skærmen, efter at det har holdt pause oven på en stor sexismeskandale.

Det oplyser TV 2 fredag morgen.

»Efter halvandet års pause og et nødvendigt kulturarbejde vender det populære musikformat tilbage med ny energi og med forventet premiere i foråret 2026,« lyder det i en pressemeddelelse.

Der kom fokus på kulturen på produktionen af programmet efter, at DR sidste år sendte dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' – her blev ikke mindst kapelmester Claes Antonsen fra husbandet The Antonelli Orchestra beskyldt for at have opført sig upassende under optagelserne.

Til den nye sæson er der i stedet et helt nyt band med, det nyetablerede 'Pop Kollektivet'.

Siden 2011 har 'Toppen af poppen' eksisteret og er blevet sendt hvert år, men der kom ikke en udgave af programmet i år i kølvandet på de afsløringer, der også fik førnævnte Claes Antonsen til at gå til bekendelse.

I forhold til den kommende sæson fremgår det ikke, hvad der gemmer sig bag betegnelsen »et nødvendigt kulturarbejde«.

Men det fremgår, at der er to musikalske gengangere med: Lis Sørensen og Burhan G.

»Årets hold består af kendte og afholdte artister, der alle har sat deres aftryk på den danske musikscene på hver deres måde,« oplyser Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2:

»Og så har vi i år inviteret Lis Sørensen og Burhan G, som har været med før, og som begge har et imponerende sangkatalog bag sig, som vi slet ikke er færdige med at udforske i 'Toppen af poppen'-regi.«

De fire øvrige deltagere er:

  • Tina Dickow,

  • Pil,

  • Asger Guldimund,

  • Nikolaj Manuel Vonsild, forsanger i bandet When Saints Go Machine.

De seks artister er ifølge pressemeddelelsen »netop sendt afsted til optagelserne«, hvor de som vanligt skal fortolke hinandens musik.