I 'Gift ved første blik' endte de med at trække sig lige før målstregen.
Nu fortæller den 52-årige folkeskolelærer Tine Coster Joost og den 57-årige pædagog Jan Helmert, hvordan det står til med kærligheden i dag – og forholdet til hinanden.
Og hvis man starter med det sidste, så står det klart, at selvom tv-eksparrets relation var venskabelig snarere end romantisk i programmet, så er det end ikke blevet til et venskab efter programmet.
For i dag taler de slet ikke sammen længere.
»Vi har bare ikke noget til fælles. Vi blev heller ikke venner, men vi er heller ikke uvenner,« slår Tine Coster Joost fast.
Hun har til gengæld fået et nært forhold til flere af de andre deltagere i sæsonen, og det har Jan Helmert altså ikke haft helt det samme behov for, lyder det.

Til gengæld har der været frækt bud efter ham fra den anden side af skærmen.
»Jeg har været så heldig, at der er nogle søde kvinder, der har skrevet,« røber Jan Helmert.
Men hverken han eller hans ekskone er sprunget ud i datinglivet endnu på den anden side af 'Gift ved første blik'-skilsmissen.
»Jeg har lidt besluttet mig for at se tiden an, så jeg håber ikke, de her kvinder tager det ilde op, men jeg vil gerne lige finde mine ben efter sådan en kærlighedstur på første klasse,« siger Jan Helmert.
»Jeg har aldrig væltet fra forhold til forhold, så der må godt være en restitueringsperiode, hvor man bliver 100 procent sig selv igen. Det er svært at sætte dato på kærligheden, men jeg forestiller mig et lille års tid.«
Heller ikke Tine Coster Joost har været klar til at kaste sig i armene på en ny, efter hun forlod 'Gift ved første blik' som single.
»Jeg har egentligt ikke benyttet mig af de datingmarkeder i mange år. Det var også fordi, jeg var træt af den overfladiske swipen, at jeg meldte mig til programmet. Så der er ikke lige sådan dukket noget op, og jeg har heller ikke søgt det selv. Men jeg håber da, det kommer!« slår Tine Coster Joost fast.

I første omgang har den 52-årige folkeskolelærer fra Skibby dog haft brug for at trække sig.
»Jeg har haft travlt og syntes, det var meget, det skulle lande, og så har jeg bare haft et stort behov for at være sammen med mine børn og de mennesker, der kender mig rigtigt,« forklarer Tine Coster Joost.
»Jeg synes, det har været hårdere efter end i programmet med alle reaktionerne på det. Det skal også lige sluges, så det er meget rart med nogen, der ved, at man ikke er, som man bliver beskyldt for at være.«
Tine Coster Joost slår dog fast, at hun generelt er tilfreds med klipningen af det populære DR-program, og at hun kan genkende sig selv i programmet.
»Men jeg fremstår benhård, hvis ikke man kender mig og ikke kender mennesker. Det er lidt irriterende,« tilføjer hun.
»Så i sidste uge var der godt nok nogen, der var hårde. Det var første gang, jeg blev svinet, hvor der også kom et par beskeder i indbakken – og så kom jeg til at læse kommentarspor, men det ved jeg godt, jeg ikke får noget ud af,« slår hun fast til sidst.
Du kan læse B.T.s dom over syvende afsnit af 'Gift ved første blik' HER.