Den danske filminstruktør Thomas Vinterberg skal instruere en ny Netflix-serie om Kennedy-dynastiet, som er en af de mest kendte familier i amerikansk politik.

Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.

Serien, som får titlen "Kennedy", er baseret på Fredrik Logevalls bog "JFK: Coming of Age in the American Century, 1917-1956".

Ifølge Netflix vil serien handle om "de intime liv, kærligheder, rivaliseringer og tragedier, der formede det mest ikoniske dynasti i moderne historie - og som var med til at skabe den verden, vi lever i i dag".

Den berømte Kennedy-klan er ofte blevet kaldt amerikanernes kongelige familie, selv om USA ikke er et monarki.

Serien tager sit udgangspunkt i 1930'erne. Her følger den Joe Kennedy Sr. og hans hustru, Rose, samt deres ni børn.

Michael Fassbender skal spille rollen som Joe Kennedy Sr.

Blandt de ni børn er John F. Kennedy, som var præsident i USA fra 1961 til 1963, hvor han blev skudt og dræbt i Texas.

Hans ene bror Robert F. Kennedy, som også var politiker, blev dræbt inden præsidentvalget i 1968.

/ritzau/