På den første dag i det nye år vender ‘X Factor’ tilbage, og som altid sidder der tre dommere ved bordet.
Men ifølge programmets veteran Thomas Blachman kunne det snildt klares med bare ham og én anden.
Thomas Blachman har selv siddet som ‘X Factor’-dommer i alle de 17 sæsoner – bortset fra en enkelt, hvor Soulshock tog over.
Men da B.T. spørger ham, hvem af de tidligere dommere, han helst ville have tilbage i programmet, hvis der var plads til fire, har han ikke noget bud.
For han ville først og fremmest være imod en sådan udvidelse af dommerbordet.
»Jeg ved bare, at jeg ville stemme imod med det samme, for så er der mindre taletid – så skal man sidde og høre på det pis non stop. Du har 25 procent af rummet, du kan fylde.«

Du ville måske foretrække at være helt alene?
»Nej, så vidt vil jeg ikke gå, men man kunne måske overveje at fjerne den ene. Ikke i år, men man kunne godt klare det med to,« mener 'X Factor'-veteranen.
Hvem skulle du så være sammen med?
»En forskellig seer hver uge!« foreslår Blachman, før han indvender:
»Men jeg er sindssygt glad for de her to (meddommerne Drew Sycamore og Benjamin Hav, red.), så lad os springe det over!«
‘X Factor’ 2026 får premiere 1. januar, hvor Maria Fantino igen er vært, mens Thomas Blachman igen er dommer – for første gang sammen med musikerne Drew Sycamore og Benjamin Hav.
