»Det var ret uhyggeligt. Vi gik alle sammen i panik,« fortæller Camilla Riedmann Harlund fra 'The Kubrix' efter aftenens 'X factor'-liveshow.

Thomas Blachmans syvmandsgruppe skulle denne aften optræde med Lana Del Rays 'National Anthem', og det inkluderede en koreografi, som mestendels foregik på et rullende transportbånd.

Og det var lige ved at spolere det hele for gruppen, der fredag, kort inden liveshowet, skulle øve sangen igennem en sidste gang.

»Da Jerry kom flyvende ind fra siden, kom hans ærme til at hænge fast i transportbåndet, så han blev hevet hen langs gulvet, og hans arm blev rullet ned,« fortæller 22-årige Camilla Riedmann Harlund om sin 19-årige bandkammerat Jerald Baldemor.

The Kubrix optrådte med sangen 'National Anthem' af Lana Del Rey.
The Kubrix optrådte med sangen 'National Anthem' af Lana Del Rey. Martin Sylvest

»Han fik en hudafskrabning, men han klarede det så flot. Han gik direkte op igen og var klar.«

»Jeg blev rigtig rigtig bange. Det var meget uhyggeligt,« tilføjer Jerald Baldemor og hiver op i sit ærme, så en stor, rød hudafskrabning kommer til syne.

Men det var ikke kun den 19-årig mandlige sanger, der kom galt af sted. Ulykken var nemlig kulminationen på flere prøver, hvor transportbåndet har haft sit eget liv, fortæller 'The Kubrix'.

Faktisk var aftenens liveshow nærmest første gang, hvor deres optræden er gået fejlfrit. Til prøverne har det enten kørt for hurtigt, så de syv sangere nærmest fik fejet benene væk under sig. Eller også er det pludselig stoppet op, så de væltede ind i hinanden som dominobrikker, fortæller de frustrerede – men lettede – 'X Factor'-deltagere.

The Kubrix bestående af Camilla Riedmann Harlund, 22, fra Århus - Clara Ovesen, 20, fra Køge - Emmely Søgaard Hansen, 18, fra Århus - Jerald Baldemor, 19, fra Göteborg - Rebecca Givskov, 15, fra Klampenborg - Louise Westergaard, 16, fra Broager - Filipa Arenfeldt, 18, fra Sæby.
The Kubrix bestående af Camilla Riedmann Harlund, 22, fra Århus - Clara Ovesen, 20, fra Køge - Emmely Søgaard Hansen, 18, fra Århus - Jerald Baldemor, 19, fra Göteborg - Rebecca Givskov, 15, fra Klampenborg - Louise Westergaard, 16, fra Broager - Filipa Arenfeldt, 18, fra Sæby. Martin Sylvest

»Vi blev bare nødt til at stole på, at det nok skulle gå. Og til selve showet gik det jo også helt perfekt. Ellers skulle vi nok have fundet på noget, så man ikke bemærkede det,« siger 18-årige Emmely Søgaard Hansen.

Og Jerald Baldemor – han er heldigvis klar til næste fredag, hvor de igen skal synge for deres overlevelse.

»Jeg har det fint. Det svier stadig, men det er fint,« siger han.

Fredagens 'X Factor' endte med et farvel til Martin Jensens Vilson Ferati, som blev sendt hjem af Thomas Blachman efter at have stået i farezonen mod Oh Lands deltager Solveig.