Når man stiller sig frem i fjernsynet i bedste sendetid, følger der unægteligt stor opmærksomhed med.

Det kan både Benjamin Rosenbohm og Tanne Balcells – der lørdag aften vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Yes' – skrive under på. Nogle gange fører opmærksomheden dog også til nogle mere eller mindre bizarre henvendelser fra fans.

I hvert fald har 22-årige Tanne – der sammen med 17-årige Benjamin også medvirkede i 'X Factor' sidste år – oplevet, at flere går meget op i, at hun ryger.

»Da jeg lavede en live på Instagram lørdag, var der virkelig mange, der spurgte ind til det. Der var en, der spurgte, om jeg ryger fast, og hvor mange jeg ryger om dagen. Det var nærmest lidt fetish-agtigt,« forklarer hun.

Ben & Tan.
Ben & Tan. Ida Guldbæk Arentsen

En enkelt har dog taget det lige et skridt videre:

»Jeg har engang fået en besked, om jeg ikke ville sende en video, hvor jeg ryger. Jeg ville få 1.000 kroner for det. Jeg skulle ikke snakke eller noget. Jeg skulle bare ryge en hel smøg og så sende en video af det,« fortæller sangerinden dagen efter grandprixsejren.

»Jeg fik beskeden sidste sommer. Det blev et nej. Det er ikke noget, jeg vil støtte eller fodre,« tilføjer hun med et grin.

I det hele taget har både Benjamin og Tanne oplevet, hvordan opmærksomheden omkring dem er vokset, siden de sidste år medvirkede i 'X Factor' – han som solist, hun som en del af gruppen 'Echo' – og endnu mere her under melodigrandprixet, som de endte med at vinde som duoen 'Ben & Tan'.

Deres indbakker er fulde af beskeder fra folk, som har ønsket dem tillykke, og de har slet ikke kunnet nå at svare på alle beskederne endnu.

Det er dog ikke kun lykønskningsbeskeder, der er at finde. Der er også tilbud om dates.

»Jeg får mange af de der: 'Hvad skal der til for at få dig med ud på en date?'-beskeder,« forklarer Tanne.

Den slags beskeder får Benjamin dog ikke så mange af, fortæller han.

»Men det er nok, fordi fyre er mere tilbøjelige til at skrive først, end mange piger er. Jeg skriver jo heller ikke først til nogen drenge. Så det er nok derfor, jeg får flere af den slags henvendelser. For der er da mindst lige så mange, hvis ikke flere, der crusher på Benjamin,« siger hun, hvilket Benjamin forsøger at afvise:

»Jeg fik jo også makeup på og havde stylister på hver dag (under X Factor, red.),« griner han afvæbnende.

Begge forklarer, at de er singler – og de understreger, at de ikke er sammen:

»Det ville være ligesom at date sin storesøster,« forklarer Benjamin.

Du kan se Ben & Tan optræde i den anden semifinale til dette års Eurovision, som finder sted i hollandske Rotterdam, torsdag den 14. maj. Går de videre, kan de også ses i finalen, der afholdes lørdag den 16. maj.