Sune sagde sit gode job op for at opfylde drengedrøm og købe en biograf: 11 dage senere lukkede alt ned

Det skulle have været de rene aftener i paradis. I stedet blev det en gyser. En af dem, hvor man bider negle, sidder helt fremme i sædet og til tider glemmer at trække vejret.

»Ja, det er en helt crazy historie,« medgiver Sune Lind Thomsen med et hovedrystende grin, når han skal sætte ord på det forgangne år. Corona-året.

For i det år har han i perioder været faretruende tæt på at se sit livs drøm smuldre. Den, der har boet i ham, siden han var dreng. At eje sin egen biograf.

Drømmen blev realiseret 1. marts 2020. 11 dage senere måtte han sætte en seddel på døren. 'Lukket'.

»Så stod man der med håret i postkassen,« siger den 51-årige biografdirektør for Gentofte Kino.

At det var netop den biograf, han 1. marts kunne kalde sig ejer af, var større end stort. For det var Sune Lind Thomsens barndomsbiograf.

»Min familie flyttede til Gentofte, da jeg gik i 3. klasse, og som barn dengang var der for mig kun to ting efter skole. At køre på biblioteket og læse tegneserier med min ven Rasmus eller gå i biografen, når der var råd til det.«

»Alle mine første store biografoplevelser var i Gentofte Kino. Og den magi, det var at sidde og se op på lærredet eller få lov til at komme op i operatørrummet, var fantastisk.«

»Selvom det lyder helt naivt og latterligt, har jeg altid været dybt fascineret af, at man kan tage 24 enkeltbilleder, og hvis man viser dem hurtigt nok, så lever de,« siger han med barndommens begejstring i stemmen og husker, hvordan han allerede som dreng tænkte 'wauw, bare man kunne sætte sin egen film på og invitere andre ind og se den'.

Og for et år siden lykkedes det så, da hans barndoms biograf blev sat til salg.

»Efter en lang karriere i filmbranchen, hvor jeg havde været pr- og marketingsmand, været filmchef og filmindkøber, manglede jeg bare det med at have min egen biograf. Men det skulle ikke være en hvilken som helst biograf. Det skulle være den.«

»Så da den pludselig var til salg, sagde jeg et rigtig godt job op for at udleve min barndomsdrøm om at vise noget til folk, som de ikke vidste, de gerne ville have. Det var fantastisk. Jeg vidste jo godt, at man aldrig bliver rig af at drive en biograf med kun én sal, men tænkte, at det ville være sjovt. Det viste sig så, at det var det ikke hele tiden.«

Nedlukningen 11. marts var ikke det eneste slag i ansigtet, som den nyudnævnte biografdirektør fik.

Få dage forinden var dét, der skulle have været årets redningsplanke for den nyopstartede forretning, røget i vasken.

»2. april skulle vi have haft premiere på den nye James Bond-film. Det var den, der skulle sikre, at der var lidt på kistebunden hen over sommeren, der altid er usikker. Men den blev udsat til efteråret. Sidenhen til foråret 2021. Og nu hedder det oktober 2021,« siger en ærgerlig Sune Lind Thomsen, der som dreng brugte adskillige sommerferier på at se netop James Bond-kavalkader i biografen.

»Det var noget af et dyk,« erkender Sune Lind Thomsen, som først efter tre måneder kunne slå dørene op igen og byde publikum de oplevelser, han i så mange år havde drømt om. Men som vi alle ved, varede den frihed ikke ved.

»På det år, der er gået, har jeg kun haft åbent halvdelen af tiden.«

Drømmen er dog langtfra slået itu inden i den stadig nybagte biografejer. Selvom han som nystartet har måttet kæmpe mange kampe for overhovedet at få del i hjælpepakkerne, så han i det mindste kunne betale huslejen i den dyre nordsjællandske kommune, har han brugt tiden på at nørde i biografens store arkiv, har sammen med en støtteforening kastet sig ud i et eventyr med en 70mm fremviser og glæder sig bare til, at han forhåbentlig snart igen kan få lov til at byde indenfor i den gamle biograf.

»Anden nedlukning har været værre end den første, og jeg frygter selvfølgelig også, hvad der kommer til at ske og under hvilke restriktioner, når vi må åbne igen, ligesom jeg kan frygte, om der til den tid overhovedet er nogen store film tilbage at vise. For mange går efterhånden direkte til streaming. Der er meget på spil, og det kan jeg godt ligge søvnløs over om natten.«

»Men jeg håber bare, at folk til den tid gerne vil fællesskabet igen. Vil biografen og have oplevelser sammen. For det har jeg selv savnet.«