Mens de traditionelle tv-programmer kæmper for seernes opmærksomhed, har den unge streamer Rasmus Søndergaard skabt et fænomen på Twitch, der overgår selv de mest populære danske tv-programmer. 

Hans igangværende 'subathon' – et to uger langt livestream – har indtil videre tiltrukket svimlende 715.000 unikke seere, hvilket placerer ham solidt i toppen af seertallene.

Flere kendte skikkelser har medvirket i streamen, herunder sangeren Christopher og DF-politikeren Morten Messerschmidt.
Flere kendte skikkelser har medvirket i streamen, herunder sangeren Christopher og DF-politikeren Morten Messerschmidt. Foto: Marius Caiezza

De imponerende tal, der fremgår af en pressemeddelelse, overgår programmer som 'Vild med dans' og 'Landmænd søger kærlighed'.

Kun DR's 'Den store bagedyst' og TV2's 'Linde på Langeland' kan prale af flere seere end Rasmus Søndergaards maraton-udsendelse, der startede den 13. oktober.

Men succesen er ikke uden skygger. 

Rasmus Søndergaard har været genstand for intens granskning fra flere medier, herunder B.T., DR og Politiken, grundet sit samarbejde med energidrik-giganten Red Bull.

I et interview i B.T.'s podcast 'Q&CO' stillede vært Henrik Qvortrup skarpt på, at det er ulovligt at reklamere for energidrikke rettet mod børn. 

Eksperter har over for flere medier ligeledes peget på, at reklamen kan være i strid med lovgivningen.

Selvom Rasmus Søndergaard selv har udtalt, at han tager kritikken alvorligt, fastholder han, at han ikke laver indhold målrettet børn.

Alligevel mødte alle seere først et advarselsvindue om indholdets karakter flere dage efter, at 'subathonet' var startet. 

Streamerens manager forklarede efterfølgende i et skriftligt svar, at fejlen skyldtes en sen opmærksomhed på det eksterne problem, som nu er blevet rettet.

Udover de mange visninger har Rasmus Søndergaard budt over 40.200 nye abonnenter velkommen. 

Hver ny abonnent betaler 32 kroner, hvilket indbringer streamerens pengepung et beløb på hele 1.286.400 kroner.

Streameren har dog påpeget, at han ikke forventer at tjene penge på projektet, da en stor del af indtægten vil gå til gaver til seerne.