Når TV 2 til december sender fortsættelsen af julekalenderen 'Valdes jul', er der foretaget et par ændringer.

To af hovedskuespillerne er nemlig skiftet ud. Producenten bag afviser sammenkobling til tidligere politisag.

Da TV 2 i 2023 sendte familiejulekalenderen 'Valdes jul', blev rollen som Valdes mor spillet af Julie Agnete Vang, mens børneskuespiller Selma Kjær Kuscu spillede Valdes lillesøster Rita.

De er begge blevet skiftet ud i forbindelse med fortsættelsen 'Valdes jul – vintermiraklet', der sendes til december.

Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor det lyder, at Valdes mor i den kommende julekalender i stedet spilles af Amalie Dollerup, mens Valdes lillesøster nu spilles af Lia Balestero.

B.T. har spurgt TV 2, hvorfor der er blevet skiftet ud på rollelisten.

Julie Agnete Vang.
Julie Agnete Vang. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De henviser til producer Tomas-Hostrup-Larsen fra Cosmo Film, der producerer 'Valdes jul'.

Han forklarer først, at der er en naturlig årsag til, at Amalie Dollerup har måttet træde til:

»Julie Agnete Vang skulle føde midt i optageperioden. Derfor var det ikke praktisk muligt for hende at være med, og vi er meget glade for at Amalie Dollerup har sagt ja til at overtage rollen.«

Med hensyn til udskiftningen af Selma Kjær Kuscu, forklarer Tomas-Hostrup-Larsen:

»Det sker indimellem, at skuespillere skifter fra én sæson til en anden, og vi er rigtig glade for, at Lia har overtaget rollen og er blevet en del af holdet.«

Amalie Dollerup.
Amalie Dollerup. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I slutningen af januar 2024 kunne DR afsløre, at Selma Kjær Kuscus forældre havde politianmeldt Cosmo Film for at have givet deres niårige datter alt for lange arbejdsdage og dermed brudt en arbejdstilladelse fra politiet.

De havde forinden fået besked om, at deres datter ikke skulle spille med i den næste sæson af julekalenderen, hvilket kom bag på dem, da de kun havde oplevet, at deres datter havde fået ros fra filmholdet for sin præstation.

DR spurgte i den forbindelse Selmas mor, Louise Kjær Kuscu, om de havde politianmeldt Cosmo Film som hævn for, at datteren ikke skulle være med i fortsættelsen.

»Nej, det er det ikke. Men jeg kan godt forstå, at du spørger. Det er smadderærgerligt, at det er nået hertil. Men vi skyldte andre forældre og børn, som måske ender i samme situation, at vi siger tydeligt fra over for dårlige arbejdsforhold,« udtalte hun.

Cosmo Film ønskede dengang ikke at kommentere det konkrete sagsforløb omkring Selma Kjær Kuscu, men beklagede de lange arbejdsdage.

Selma Kjær Kuscu.
Selma Kjær Kuscu. Foto: Per Arnesen / TV 2

Da B.T. i forbindelse med den nye julekalender-lancering spørger Tomas-Hostrup-Larsen om udskiftningen af Selma Kjær Kuscu har noget at gøre med sagen om de lange arbejdsdage, svarer han:

»Vi tager altid børns trivsel meget alvorligt. Rollen blev nybesat af andre årsager, og vi ønsker kun det bedste for de børn, der har været en del af vores produktioner.«

Selma Kjær Kuscus forældre har siden januar 2024 ikke kommenteret sagen yderligere.

31. maj 2024 kom Kulturministeriet med en række nye regler, der skal beskytte børneskuespilleres arbejdsvilkår.