Der er liv og glade dage hos familien Erichsen.

Familiens yngste medlem, Alfred Midé Erichsen, er nemlig blevet forlovet med sin kæreste, Madeleine.

Det afslører han i et opslag på Instagram, som du kan se nederst i artiklen.

»Så blev vi sgu forlovet, på toppen af en lille ø i Fiji,« skriver Alfred Erichsen, der er kendt for TV 2-succesen 'Kurs mod fjerne kyster', som blev vist på tv-skærmen for første gang i 2014.

Udover lillebror Alfred, bestod besætningen dengang af storebrødrene, Emil og Theis, samt mor Marian og far Mikkel.

I øjeblikket rejser Alfred Midé Erichsen alene rundt med kæresten, og det var netop her, at forlovelsen fandt sted.

Det er dog ikke det eneste, familien kan juble over.

Fredag afslørede storebror Emil Midé Erichsen nemlig, at han og hustruen, Louise, er vendt hjem fra Caribien med parrets tredje barn.

»Vi er meget glade, alt er godt, og alt er gået godt. Så vi kunne ikke være gladere,« sagde Emil Midé Erichsen til Se og Hør om deres lille dreng, der endnu ikke har fået noget navn.

Udvidelsen af familien er kommet som en kæmpe overraskelse, da parret har formået at holde både graviditet og fødsel hemmelig indtil nu.

De vendte hjem fra en halvandet år lang jordomsejling i december.