Virker den nye dommer i 'Jo færre jo bedre' bekendt? Så er det ikke helt tilfældigt.

TV 2's nye quizmester fik nemlig jobbet på usædvanlig vis. Her fortæller hun, hvordan det skete.

Søndag havde TV 2 premiere på en ny sæson af deres populære quizprogram 'Jo færre jo bedre', hvor tre hold dyster om at give de mindst oplagte svar på forskellige spørgsmål.

Steen Langeberg er fortsat vært, men som noget nyt i denne sæson, har Freja Lind overtaget pladsen som dommer fra Maria Tangaa.

»Selve premieren tog jeg stille og roligt, men jeg var da super spændt på, hvordan folk tog imod det,« fortæller den 36-årige quizekspert om sin debut.

Selvom Freja Lind er ny i dommerrollen, er hun langt fra ny i forhold til selve programmet.

Steen Langeberg og Freja Lind i 'Jo færre jo bedre'.
Steen Langeberg og Freja Lind i 'Jo færre jo bedre'. TV 2

De sidste par år har hun nemlig arbejdet i kulissen som redaktionschef, og dét job fik hun ved netop at medvirke i 'Jo færre jo bedre' som deltager. 

»Jeg var med i den allerførste sæson, hvor jeg sammen med min veninde vandt 70.000 kroner,« fortæller Freja Lind og fortsætter:

»Året efter, da de skulle lave sæson to, manglede de nogle flere til at lave spørgsmål, og så kontaktede de mig.«

Freja Lind elsker at quizze og havde tilfældigt mødt en person, der arbejder med 'Jo færre jo bedre' til 'DM i quiz', som hun var blevet Facebookven med.

Sådan så det ud da Freja (T.V.) i 2019 vandt 70.000 kroner som deltager i 'Jo færre jo bedre' med sin veninde.
Sådan så det ud da Freja (T.V.) i 2019 vandt 70.000 kroner som deltager i 'Jo færre jo bedre' med sin veninde. Henrik Ohsten

»Det var ham, der skrev og spurgte, hvad jeg lavede, og om det passede ind, at jeg kunne hjælpe dem,« forklarer hun og tilføjer:

»Og så endte jeg med at blive hængende.«

Hvornår kom det på tale, at du skulle ind foran kameraet som dommer?

»Det var i starten af januar. De ville gerne prøve noget nyt, og så spurgte de, om jeg kunne være interesseret. Jeg havde lidt tid til at tænke over det, og så sagde jeg ja.«

»Først lavede vi i foråret en lille dummy på kontoret, som TV 2 kunne sige god for, og derefter begyndte optagelserne til de nye programmer i juni.«

Hvilke reaktioner har du fået fra seerne?

»Jeg styrer vores Facebook-side, og der er der et par stykker, der har været lidt utilfredse. Folk er grundlæggende ikke så glade for forandring. Det kender jeg godt selv, så det er fair nok.«

»De synes også, jeg taler hurtigere end Marie gjorde, og det er jo rigtigt. Så det er lidt smag og behag.«

Går det dig på?

»Jeg ville da hellere have, at alle elskede det, men sådan er virkeligheden jo ikke. Men når det kun drejer sig om ti mennesker, der skriver ind, kan jeg godt leve med det.«

Hvordan har det derudover været at træde ind i den nye rolle?

»Rigtig sjovt, men jeg har også lige skulle vænne mig til det. Selvom jeg jo har siddet med som redaktionschef, er det bare noget helt andet at stå derinde og få de rigtige ord ud af munden.«

Du er stadig redaktionschef ved siden af, så du er på en måde blevet chef for dig selv?

»Haha, ja, det er smart. Jeg får masser af ros af chefen.«

Freja Lind har en bachelor fra CBS i Business, Language and Culture. 

Da hun i sin tid deltog i 'Jo færre jo bedre', var hun på barsel og endte med at afbryde sit kandidatspeciale i International Business på CBS.

I dag bor på hun bor Islands Brygge i København med sin kæreste og deres to børn.