Iført sort t-shirt, guldkæde og to kamerafolk til dokumentere sit kendis-liv sætter Finn fra ’Star Wars’ sig for enden af det runde bord.

John Boyega, som den 27-årige britiske skuespiller hedder i virkeligheden, har siden sin indtræden i ’Star Wars’-universet i 2015-filmen ’The Force Awakens’ fået vendt op og ned på sit liv og vil for altid nu være den første sorte stormtrooper i filmhistorien.

B.T. er inviteret til London for at snakke med stjernerne fra den tredje ’nye’ ’Star Wars’-film ’The Rise of Skywalker’, og vi sidder 11 journalister fra hele Europa rundt om bordet, da John Boyega indleder med at sige... at han ikke må sige så meget.

»Jeg har virkelig kæmpet med at holde handlingen hemmelig igennem årene. Alle de hemmeligheder…Men af hensyn til overraskelsesmomentet til denne film ,er det ekstra vigtigt for mig at ingen ved noget,« griner han.

John Boyega.
John Boyega. KIMIMASA MAYAMA

Han forsøger at holde sig så jordnær som muligt. Da han første gang mødte op på settet til sin første ’Star Wars’-film og mødte ikoniske skuespillere som Harrison Ford og Carrie Fisher, gjorde han alt for ikke at se dem som stjerner, men som kollegaer.

»Jeg vil hellere være venner med dem. Jeg inviterede Harrison Ford hjem til mig og spise. Han sagde nej,« griner han og efterligner den gamle Han Solo-kriger med et grynt.

John Boyega forklarer, at han helt klart er blevet mere voksen i perioden fra den første til tredje film. Han hviler mere i sig selv, men derudover synes han ikke, at der er sket de store ændringer.

»Hvad tror du der sker, når du bliver berømt? Siger man bare farvel til sine venner for at hænge ud med fx  Will Smith i stedet? Haha, nej! Men jeg har nu heller aldrig været den mest uadvendte person. Jeg kan meget bedre lide bare at være hjemme og slappe af.«

John Boyega.
John Boyega. Daniel LEAL-OLIVAS

Han bliver spurgt, hvad han brugte de mange ventetider på under indspilningerne af de tre ’Star Wars’-film. Her afslører han en usund vane.

»Jeg var egentlig på kur under den første film,  men jeg kunne ikke lade være med at spise, så jeg sneg mig altid ind i Carrie Fishers omklædningsrum og tog hendes chokolade, mens hun lå og sov,« griner han.

»Ellers spillede jeg videospil med Oscar Isaac (Spiller piloten Poe, red.) og kørte rundt på området og besøgte andre filmoptagelser.«

John Boyega kommer i tanke om en særlig episode.

»Jeg kørte rundt i mit kostume og mødte blandt andet Johnny Depp, der var i gang med at lave ’Mortdecai’. Forestil dig en ’Star Wars’-karakter rende rundt i en gammeldags spionfilm.«

Selvom John Boyega i den brede offentlighed ikke er kendt for andet end ’Star Wars’, er han ikke bange for at sidde fast i rollen.

»Jeg forstår godt frygten, og selvfølgelig er jeg mest kendt for ’Star Wars’, men jeg har også lavet andre ting, og jeg kommer med en film til næste år, som jeg ikke må sige noget om endnu.«

Derudover er han ikke ked af ikke længere at skulle møde på arbejde i sin ’Star Wars’-uniform.

»Jeg kommer selvfølgelig til at savne alle dem, jeg har arbejdet sammen med, men processen med at lave film vil altid være den samme. Jeg kommer mest til at savne at hænge ud med Daisy (Ridley, hovedkarakteren Rey, red.), som har været min gode ven, siden vi gik til audition sammen.«