Silje Brøns dukkede i sidste uge op som ny kvinde i TV 2’s populære datingprogram ‘Bachelor’.
Den 30-årige håndboldspiller har efterfølgende oplevet nogle vilde dage, hvor hendes deltagelse ikke bare har fået stor opmærksomhed i Danmark - men også i Tyskland.
»Det har været nogle vilde dage, og det er dejligt, det endelig er ude, for det har været en hemmelighed i lang tid,« fortæller Silje Brøns, der kun har fortalt sin nærmeste familie og tætteste venner om deltagelsen i programmet.
Hun er blevet overvældet over den store opmærksomhed både i Danmark - men også i Tyskland, hvor hun bor til daglig og normalt er ret anonym trods sin status som professionel håndboldspiller.
»Jeg kan være mere anonym i Tyskland, for det er et kæmpe land, men fra i onsdags kom der en del opmærksomhed fra de journalister, der følger os hernede,« fortæller Silje Brøns.
Netop fordi hun er professionel håndboldspiller, og et navn i forvejen, lå der flere tanker bag, før Silje Brøns meldte sig til ‘Bachelor’.

Hun er bevidst om, at det er en speciel situation, at folk, der kender hende fra håndbold, nu kan se hendes sårbare sider på tv.
Men samtidig var netop hendes karriere også årsagen til, at hun havde brug for at melde sig.
For det er nemlig ikke helt nemt at finde kærligheden, når man lever et af og til rodløst liv som håndboldsspiller, og aldrig ved, hvor din næste klub er.
»Jeg er jo også et helt normalt menneske som alle andre,« forklarer hun og fortsætter:
»Bare fordi jeg spiller håndbold, så har jeg også et privatliv, og jeg tænkte, at det her (‘Bachelor’ red.) var en spændende mulighed for at se, om andre rammer kunne gøre en forskel.«
Hun vil dog ikke skyde hele skylden for manglende datingsucces på sin karriere.
»Jeg kan ikke kun give håndbolden skylden, måske har jeg aldrig fundet den rette, og jeg har gået efter en person, der levede det samme liv som mig, men det har bare aldrig været et match.«
Hun tilføjer:
»Jeg har også datet folk, der ikke er atleter, men for dem har det været svært.«

»De følte mit liv gik hurtigt, og det kan jeg godt forstå er skræmmende, for mange vil bo sammen, og hvis man aldrig har prøvet et langdistanceforhold, er det svært at se, hvordan det kan fungere,« siger Silje Brøns med henvisning til, at hun flytter meget grundet sit job.
Fordi hun har de oplevelser i bagagen, var det da heller ikke uden nerver, da hun skulle fortælle de to ‘Bachelor’-fyre om sig selv.
»Jeg var sindssygt nervøs for at sige det til mændene, for jeg føler, det har været en stopklods før, men jeg ville også lægge alle kort på bordet, og så må de mærke efter, og det var vigtigt for mig at mærke, hvordan kemien var og hvilken respons de havde,« siger Silje Brøns og tilføjer:
»Det er sådan, mit liv er, og det skal jeg finde en mand, der er villig til at acceptere.«
Du kan følge Silje Brøns i ‘Bachelor’ som kan ses på TV 2 Echo og TV 2 play tirsdag-torsdag.
