»Vi har faktisk ikke talt om, hvorvidt Melvin tjener mere end mig. Men det gør han nok,« siger Sofie Linde med et stort grin, da B.T. spørger til de to 'X Factor'-værters lønninger.
Fredag blev det afsløret, at komiker og tv-vært Melvin Kakooza tager over som vært på 'X Factor', når de båndede auditions er blevet sendt på tv, og Sofie Linde går på barsel med sit andet barn.
Eftersom han får en hel sæson – og ikke kun to programmer, som da Joakim Ingversen kort vikarierede for sin hustru ved fødslen af deres første barn i 2018 – bliver Melvin Kakooza den første mandlige 'X Factor'-vært.
»Det bliver da spændende, men det er ikke noget, jeg fokuserer på,« siger komikeren, der helst ikke vil tænke på, at han skriver historie.

»Det er job nok i sig selv at skulle være vært og overtage fra Sofie, så alt det udover har jeg ikke lige haft plads til i hjernen. Jo, personlig er det da hundrede procent et historisk øjeblik, men det store billede – det har jeg slet ikke tænkt på overhovedet.«
Når både køn og løn er interessant, er det, fordi Sofie Linde tog udgangspunkt i sit værtsjob på 'X Factor', da hun i sommer gik på scenen ved 'Zulu Comedy Galla' og kickstartede en debat om både seksuelle krænkelser, ligestilling og -løn.
»Jeg bad om halvdelen af det, som Blachman får, og fik det ikke. Bare rolig! Altså, jeg bad ikke om en husbåd, jeg bad om en jolle og fik det ikke,« fortalte Sofie Linde for at sætte fokus på lønforskellen mellem kønnene i Danmark.
Om Melvin Kakooza også hiver mere end det dobbelte hjem hver måned, end hans kvindelige forgænger gjorde, ved han dog ikke.
»Jeg ved ikke engang, hvad jeg tjener på det, for det tager mit bagland sig af. For mig handler det overhovedet ikke om penge, men om lyst. Så jeg gik ikke til lønforhandling og bankede i bordet,« siger Melvin Kakooza ydmygt.
Nu skabte Sofie Linde jo en national MeToo-bevægelse efter sit værtskab på 'X Factor'. Hvordan vil du toppe den ved 'Zulu Comedy Galla' næste år?
»Der er så meget arbejde i 'X Factor', at det er dét, jeg vil koncentrere mig om. Jeg glæder mig til at møde deltagerne og lægge fokus dér.«