Der var tale om skjult reklame for tøjbrandet Planet Nusa, da TV 2-programmet "Bachelorette" rullede over skærmen tidligere på året.

Det fastslår Radio- og tv-nævnet fredag. Nævnet pålægger TV 2 at offentliggøre afgørelsen på sin hjemmeside.

Det skriver DR.

Radio- og tv-nævnet gik ind i sagen i juli, da nævnet blev bekendt med, at en fremtrædende programdeltager i en række udsendelser havde optrådt i tøj foræret af virksomheden Planet Nusa.

Radio- og tv-nævnet har som led i sin vurdering af sagen foretaget høring af TV 2 og gennemgået de relevante episoder af programmet.

- I gennemgangen har nævnet fundet frem til, at programdeltageren optræder i tøj fra Planet Nusa i 11 ud af 28 episoder. I fem af episoderne er det i form af tilbageblik til tidligere afsnit, fremgår det af afgørelsesteksten.

I tre af episoderne vurderer nævnet, at logo og brandnavn på tøjmærket er "tydeligt og nemt at identificere som seer".

I to af episoderne er det sværere at identificere logo. På baggrund af disse
forhold vurderer nævnet, at der er tale om en "fremhævelse".

TV 2 mener i sit høringssvar, at der ikke har været fokuseret unødigt på tøjet, ligesom det ikke har været omtalt.

- TV 2 vurderer på den baggrund, at tøjet er indgået i programmerne på fuldstændig samme vis, som hvis programdeltageren selv havde købt og betalt for det, lyder det i afgørelsen.

/ritzau/