Han ryster. Holder sig for øjnene. Bander. Blikket er gennemsyret af skræk.
I premieren på 'Fangerne på fortet' bliver danser Michael Olesen, særligt kendt fra 'Vild med dans', i sit vovestykke konfronteret med sin frygt:
Højdeskrækken.
Han befinder sig adskillige meter over jorden. Han skal skubbe en rød stol ud på en bjælke, forklarer vært Camilla Ottesen.
Midt for skal han stille sig op på stolen. Springe ud og tage fat i en trapez. Slippe med den ene hånd og hive i en kugle, så koden til nøgleskabet kommer til syne.
»Fuck.« »Nej, nej, nej.« »What?« »FUCK!« lyder det løbende fra ham.
Michael Olesen er for en gangs skyld ikke veloplagt. Da han får at vide, at stolen også rokker lidt, bliver det ikke bedre.
»Mit hjerte galoperer med syv millioners hestekræfter. Det er fuldstændig sindssygt. Mine hænder begynder at ryste,« forklarer han om episoden.

Ved sin side har han sin 'Vild med dans'-kollega Morten Kjeldgaard og tv-vært Sofie Østergaard. Begge prøver de at opmuntre holdkammeraten til at gennemføre opgaven.
Der er to nøgler på spil. Nøgler, der kan blive afgørende i kampen mod det modsatte hold, der består af håndbold-stjernerne Lars Rasmussen og Kristina 'Mulle' Kristiansen samt 'Den store bagedyst'-deltageren Micki Cheng.
Den 38-årige danser er skrækslagen. Fryser. Vil det lykkes ham at sikre holdet de to nøgler?
'Fangerne på fortet' har premiere mandag klokken 20 på TV3 og Viaplay.