Filmanmelderne har ikke lutter ros til overs for Silas Holsts instruktørdebut, 'Jeg tror, jeg elsker dig', som er baseret på den kendte skuespiller og dansers hårde opvækst.

»Den kandiderer klart til årets dårligste danske film, og jeg gik nærmest chokeret fra pressevisningen,« lyder det for eksempel en i etstjernet anmeldelse fra Børsen onsdag.

'Jeg tror, jeg elsker dig' har premiere torsdag og er inspireret af virkelige hændelser fra Holsts liv, hvor moren fik tæsk af faren.

Men det er ikke en styrke, at Holst er så tæt på materialet, mener nogle anmeldere. Tværtimod.

I Berlingske, hvor filmen ellers får ros og bliver tildelt 4 ud af 6 mulige stjerner, skriver anmelderen:

»Måske havde filmen haft godt af en instruktør, der var på større afstand af sit materiale.«

På samme måde påpeger Børsens anmelder, at Holst ikke formår at holde en kunstnerisk distance til historien.

Politikens anmelder giver to stjerner og skriver, at hun ville ønske, at Holst ikke havde lavet filmen og kalder det filmiske håndværk 'kluntet'.

Soundvenue bemærker »småsjuskede detaljer«, som at den københavnske busrute 5C kan ses i baggrunden, selv om den først blev etableret i København i 2017, flere år efter at filmens handling finder sted.

Blandt de positive anmeldere er Filmmagasinet Ekko, som giver 'Jeg tror, jeg elsker dig' 4 ud af 6 stjerner og kalder den et 'velspillet, monstrøst og ekstremt personligt drama'.

Mediet Kulturtid giver 5 ud af 6 stjerner og bemærker, at filmen er mindeværdig.

Flere steder får filmens skuespil, som er udført af blandt andre Laura Drasbæk og Vicki Berlin, også ros.