Silas Holst var i fredagens semifinale tilbage i 'Vild med dans' som gæstedommer.

Det var »super dejligt at vende hjem« og give »positiv kritik«, lyder det, da B.T. taler med ham efter showet – men én ting brød han sig ikke om ved dommertjansen.

»Det var rædselsfuldt at stå oppe på scenen, jeg var nødt til at tage fat i Sonny,« siger Silas Holst til B.T. og forklarer videre:

»Der står nogle mennesker, der bliver kede af det,« lyder det om afgørelsen, hvor Julie Rudbæk og Eugen Mio skulle have at vide, at de ikke gik videre til fredagens finale.

Ellers var Silas Holst meget begejstret for »luksus« tjansen som gæstedommer.

Og det begyndte da heller aldrig at krible i Silas Holsts 'pensionerede' dansefødder efter selv at komme tilbage på gulvet, fortæller han.

Dommerne Marianne Eihilt, Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen fik gæstedommer Silas Holst med i 'Vild med dans'-semifinalen, fredag den 21. november 2025.
Dommerne Marianne Eihilt, Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen fik gæstedommer Silas Holst med i 'Vild med dans'-semifinalen, fredag den 21. november 2025. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Faktisk var det også en mindre sjov tid, da han selv besluttede at trække sig som danser fra TV 2s dansekonkurrence for fire år siden.

»Jeg blev aldrig træt af programmet, jeg blev træt af alt det larm, der fulgte med, jeg synes, det fyldte meget,« forklarer den mangeårige danser.

»Tonen blev så hård, jeg ikke rigtigt kunne holde ud at være i det mere. Det tog lang tid at komme ud af efterfølgende, det var ret voldsomt,« lyder det ærligt fra Silas Holst om de mange kommentarer.

I dag holder kroppen heller ikke længere til dans som hovedfokus, men »lidt bevægelse« bliver det stadig til i musicaler og boy band tours, forklarer han.

Men primært er det filminstruktionen – og flere spændende projekter der indenfor – der ligger i den nærmeste fremtid for Silas Holst.

Men det betyder ikke, at Silas Holst ikke tænker kærligt på, hvordan 'Vild med dans' har »været med til at forme mig«.

»Det er et virkelig dejligt univers, som jeg er meget bevidst om, jeg skylder meget: En hel karriere for eksempel!« lyder de rosende ord fra den tidligere 'Vild med dans'-darling.