Endnu et nyt realityprogram – om realityprogrammer – lander snart på DR, og her finder man blandt andre realityikonet Sidney Lee.
42-årige Sidney Lee har været realitystjerne i lige godt 15 år og har deltaget i mere end 50 programmer.
Snart kan han tilføje endnu et til listen: Nemlig et nyt program på DR2+.
Her vil tidligere realitystjerner fra samme datingprogram – lige fra 'Singleliv' til 'Landmand søger kærlighed' – tørne sammen på en blind date for at vende kærlighedslivet på tv som realitystjerne og bare helt generelt.

Ham, som Sidney Lee skal snakke kærlighed med, er den 46-årige realityveteran Rasmus 'Numse-Rasmus' Billing Birnbaum. Datingprogrammet, de har til fælles, er det hedengangne Kanal 4-program 'Singleliv'.
»Her sad vi begge to helt pinligt ædru, det var meget stille og roligt, så jeg tænkte, at nu er jeg bare helt ærlig. For eksempel om, at jeg ikke er interesseret i en kæreste, men mere sådan nogle en-gangs-ting,« siger Sidney Lee til B.T.
Sidste år gik han og kæresten Mary Ann fra hinanden, fordi hun ville noget mere seriøst. Men Sidney vil gerne leve det frie liv uden mere ansvar, end det kræver at have en kat. Hvilket også udelukker børn.
Heldigvis tog 'Numse-Rasmus' godt imod hans fortællinger, tilføjer Sidney Lee. Også Rasmus Billing Birnbaum var glad for kemien mellem de to realityveteraner under optagelserne af det nye program.

»Vi klikkede bare mega godt. Vi giver den virkelig gas, vi holder os slet ikke tilbage. Jeg fortæller blandt andet om at være swinger, det var Sidney meget nysgerrig på,« fortæller Rasmus Billing Birnbaum til B.T. og griner.
Senest har Sidney Lee kunnet ses som gæstebartender i 'Ex on the Beach' i starten af året, men faktisk er han ikke så begejstret for reality-tv mere, selvom han nu har endnu et nyt program på vej.
»Jeg får ikke sommerfugle i maven mere. Jeg har filmet noget her og der, men jeg siger nej til en masse tv-tilbud, fordi jeg mangler det der drive, jeg havde for ti år siden, hvor jeg bare sagde ja til alt – også nogle programmer, jeg måske ikke skulle have lavet,« forklarer Sidney med et grin.
Noget, der dog hjælper på lysten til at blive filmet, er, hvis der er mange, der følger med og reagerer på det.
Derfor takker Sidney Lee gerne ja til et eventuelt kommende YouTube-projekt.
»Det helt store for mig har været, at jeg har lavet en video med Albert Dyrlund, som hedder 'Vafler', der kom ud sidste år. Det er så vildt i forhold til seertal, især de unge kender mig fra 'Vafler'. Jeg har aldrig fået så meget respons før, så YouTube er helt sikkert det nye format,« slår Sidney Lee fast.
DR2+-programmet om kærlighed i datingprogrammer med blandt andre Sidney Lee og 'Numse-Rasmus' har endnu ikke nogen titel, men forventes at udkomme på det streamingbaserede DR2+ til efteråret.
I meta-realitygenren på DR2+ finder man ikke mindst programmet 'Vi spiller spillet – realityen der formede dig', hvor tidligere 'Paradise Hotel'-deltagere diskuterer og rekonstruerer scener fra deres tid på det luksuriøse hotel i Mexico.

