
Hvad er størst? Håndbold eller fodbold?
Ser man på de aktuelle seertal, er det lige nu Mathias Gidsel og co., der giver herrelandsholdet i fodbold baghjul, når det kommer til at trække danskerne ind foran tv'et.
En ny seertalsmåling afslører, at selv håndboldlandsholdets på papiret uspændende gruppekampe er mere populære end fodboldlandsholdets 'vigtige' VM-kvalifikationskampe i efteråret.
Både håndbold og fodbold bliver vist på TV 2, mens seertallene opgøres af analysebureauet Nielsen.
I den seneste opgørelse lyder det, at håndboldherrernes første to EM-kampe blev set af over én million danskere hver.
Åbningskampen mod Nordmakedonien, som Danmark vandt 36-24, blev live fulgt af 1,1 million danskere, mens 39-24-sejren over Rumænien blev set af hele 1,3 millioner danskere.

Så høje seertal kunne herrelandsholdet i fodbold langt fra prale med i efteråret, da de forsøgte at kvalificere Danmark til VM.
Da de åbnede VM-kvalifikationen ved at spille 0-0 med Skotland 5. september, blev kampen set af 813.000 danskere.
3-0-sejren over Grækenland tre dage senere kunne trække lidt flere.
Her så 865.000 med live.
Da kvalifikationen nåede ind i sin afgørende fase i november, dalede seertallet først til 781.000, da Danmark spillede 2-2 med Belarus, før 828.000 så med, da Danmark 18. november kiksede mod Skotland og tabte 2-4.
Her skal det nævnes, at kampen blev overskygget af, at der samtidig var kommunalvalg og derfor blev forvist til TV 2 Sport og TV 2 Charlie.
Spørger man B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge, hvad han tænker om den aktuelle forskel i seertal, lyder det først:
»Vi danskere elsker bare succes. Jeg kan da også huske en tid i slut-90'erne, hvor alle danskere pludselig var curling-fans, fordi vores kvindelandshold havde vundet OL-sølv.«

Han fortsætter:
»Og så er danskerne bare flasket op med håndboldfest i januar. Det er nærmest 'muscle memory' for seerne at tænde for tv'et klokken 20.30 hver anden dag i januar, for der er efterhånden succes-garanti.«
»Det er jo nærmest en tradition a la julekalender i december at se herrernes kampe - selv de knap så spændende gruppekampe.«
Lasse Vøge påpeger, at fodboldherrerne har det lidt sværere på den front. At der ikke er den samme tradition eller samme succes.
Han tilføjer:
»Men jeg føler mig ret sikker på, at seertallene ved sommerens VM godt kan hamle op med Gidsel & Co. - hvis altså Danmark kvalificerer sig.«
Lasse Vøge tænker yderligere, at fodboldherrerne måske er begyndt at lade sig inspirere lidt af håndboldherrerne.
»Myten om sure fodboldspillere og glade håndboldspillere er efterhånden død, synes jeg. Jeg er ret sikker på, at fodboldstjernerne har kigget på håndboldherrernes folkelige appel og ladet sig inspirere.«
Han tilføjer:
»Andet ville også være dumt. Nu mangler de bare at kopiere alle guldmedaljerne - sæt i gang.«
