Sara Bro har godt tænkt over det.

I år er hun for tredje år i træk vært ved 'Dansk Melodi Grand Prix', og det betyder historisk set én ting.

»Det er jo ligesom kun 'Mylle', der har fået lov at være vært mere end tre gange,« påpeger Sara Bro, da B.T. møder hende ved et grandprix-pressemøde i DR Byen.

Hun fortsætter med et smil:

»Alene det at få lov til at være vært er jo fantastisk, men når man når tredje gang, så ved man også godt, at man næste år får sparket.«

Er drømmen at nå op på siden af Jørgen De Mylius?

»Jeg har faktisk ikke tænkt på det på den måde. Men det er pissesjovt at lave. Og som alt andet arbejde, bliver man jo bedre til det anden gang, man laver det.«

Sara Bro tilføjer:

»Så ved man, hvad det er, og så udvikler det sig. Jeg elsker at lave det.«

Sara Bro da hun første gang var vært ved 'Dansk Melodi Grand Prix' i 2024. Hun delte i to år værtsskabet med Stéphanie Surrugue.
Sara Bro da hun første gang var vært ved 'Dansk Melodi Grand Prix' i 2024. Hun delte i to år værtsskabet med Stéphanie Surrugue. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvordan var det at træde ind i grandprix-verdenen første gang for to år siden?

»Det var fantastisk, og det vidste jeg på en måde også godt, for jeg kender jo grandprixet.«

»Jeg vidste ikke, hvor vildt det var, men jeg har altid været i super meget kontakt med lytterne på både P3 og P4, så jeg vidste, hvor nice folk er, og hvordan de bare danner en klub om de programmer, de godt kan lide. Og grandprixet har jo et fantastisk 'community'.

Hvad har været dit højdepunkt som grandprix-vært indtil videre?

»Rent fagligt var det helt klart at være vært for et liveshow i Jyske Bank Boxen (I 2025, red.). Det havde jeg ikke prøvet før, så det er jo bare altid sindssygt at få lov at prøve sådan noget fagligt.«

»Grandprixmæssigt var det, da Birthe Kjær sidste år kom ind på scenen i en stor rød kjole. Oh my god! Jeg viste det til Alex (Sara Bros medvært Alex Høgh Andersen, red.). Han var nødt til at se det.«

Birthe Kjærs 'episke' optræden under 'Dansk Melodi Grand Prix' i 2025.
Birthe Kjærs 'episke' optræden under 'Dansk Melodi Grand Prix' i 2025. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Alex Høgh Andersen bryder ind og genfortæller en situation, hvor han og Sara Bro skulle lave en reklamevideo for årets Melodi Grand Prix.

»Vi måtte stoppe optagelserne, fordi Sara skulle vise det her episke Birthe Kjær-øjeblik. Så der stod vi syv-otte mennesker omkring en tv-skærm og genså det legendariske øjeblik.«

Modsat Sara Bro er Alex Høgh Andersen helt ny i grandprix-verdenen.

Han fortæller, hvordan han sidste år pludselig fik en mail fra DR med tilbud om at blive vært:

»Jeg tænkte, 'det er fandme en sjov opgave'. Det var egentlig ikke noget, jeg havde tænkt lå til højrebenet for mig, så det var også med til at gøre det spændende.«

»Der var noget, der tændte mig. Jeg kan godt lide at blive rusket lidt, lave nye ting og komme lidt på dybt vand. Derfor endte jeg med at sige ja.«

Dansk Melodi Grand Prix 2026 afholdes den 14. februar i Arena Nord i Frederikshavn.

Sidste års vinder Sissal har valgt at gøre lyncomeback. Det kan du læse mere om HER.