Den stod ikke kun på kage og hygge, da DR lørdag aften havde premiere på en ny sæson af 'Den store bagedyst'.
Ifølge seere, der fulgte med via DR's app på deres Apple TV, blev udsendelsen flere gange pludselig afbrudt af 'uhyggelige' filmklip.
Blandt andet skriver en Anna Thim Andersen på DR1's Facebook-side:
'Hvad sker der lige for de uhyggelige filmklip, der bryder ind midt under Bagedysten? Ungerne er ikke så vilde med det.'

En anden bruger gør Anna Thim Andersen opmærksom på, at det kan skyldes, at hun bruger Apple TV. Hun svarer tilbage:
'Ja, jeg kan se, at andre kommenterer med det samme. Ser ud til at være i appen på Apple TV. Vi har været nødt til at slukke, da der var for mange blodige overraskelser. Et lig i en hospitalsseng, en dreng i en mørk gang med blodigt øje og folk, der sloges. Så ud til at være fra en krimi på en anden DR kanal, der afbrød uventet'.
B.T. har søndag eftermiddag været i kontakt med DR's kommunikationsafdeling. Den er lige nu i gang med at finde ud af, hvad der er sket, og kan derfor ikke sige noget foreløbig.
En kommunikationsmedarbejder ved navn Frederik fra DR1 svarer dog Anna Thim Andersen i kommentarfeltet:

'Hej Anna. Tak for at gøre os opmærksomme på denne fejl. Vi er i gang med at undersøge, hvad fejlen skyldes, og vender tilbage med et svar så hurtigt som muligt. Lige nu har vi ingen rapportering om fejl i DR's egne systemer, men vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at opklare, hvad det kan skyldes. Håber, du vil hjælpe os med lidt flere oplysninger:
B.T. har været i kontakt med Apple TV's support, der ikke har hørt om nogen problemer, men derudover henviser til deres medieservice, som endnu ikke er vendt tilbage.
Det er niende år i træk, at DR sender 'Den store bagedyst'.
De første seks sæsoner blev sendt om onsdagen, men i 2018 flyttede man programmet til lørdag.
I år har man på grund af coronakrisen måttet indføre en række restriktioner. For eksempel skal deltagere og dommere bruge handsker, der må ikke uddeles kram, og produktionen blev skubbet så meget i foråret, at deltagerne havde mindre tid til at forberede sig derhjemme.
Så du de 'uhyggelige klip'? Så send en mail til krdn@bt.dk.