Ja, det var mere end kærlighed på film.

Det bekræfter skuespilleren Pamela Anderson i et interview med People.

Hun og Liam Neeson dannede rent faktisk par – også udenfor filmen 'The Naked Gun', hvor de spillede overfor hinanden. 

Til mediet fortæller Anderson:

»Hvis du absolut skal vide det, så var Liam og jeg romantisk involveret i en kort periode, men først efter at vi var færdige med optagelserne.«

Hun fortæller, at de to tilbragte, det hun kalder for en 'intim uge' i Neesons hjem i New York.

Parret var blandt andet ude at spise middag på en lille fransk restaurant, hvor Neeson introducerede Andersen som 'den fremtidige Fru Neeson.'

Efter den uge gik de hver til sit for at arbejde med andre film.

Mens de promoverede 'The Naked Gun' i løbet af sommeren så man dem kramme og holde i hånd, hvilket fik mange fans til at spekulere. Mens andre var skeptiske.

»Jeg grinede altid, når folk sagde, at det bare var 'et reklamestunt'. Det var skam ægte. Vi har ægte følelser,« siger den 58-årige skuespiller til People.

Et par er de dog ikke den dag i dag.

»Jeg elsker Liam. Men vi har det bedre som venner for at være helt ærlig,« siger hun.

De har sidst set hinanden i august, hvor Neeson overraskede Anderson ved at troppe op til et teaterstykke, som hun medvirkede i.