»Det er lidt, ligesom hvis du har spillet fodbold hele dit liv. Og så stopper du med det, men du følger stadig med i kampene og har en masse meninger om dem.«
Remee har aldrig gjort sig som stor stjerne på grønsværen. Til gengæld var han i årevis fast inventar i 'X Factor'. Et program, han har svært ved at slippe.
Han var med, da det første gang fik premiere på dansk jord og helt indtil 2018, hvor han valgte at sige farvel og tak.
I torsdagens afsnit af 'Mathilde og Remee' kan han dog afsløre, at han ikke helt har vendt det populære sang-show ryggen.

Han følger nemlig stadig med. Med iver:
»Jeg er ved at rive hovedet af mig selv – jeg har jo ikke noget hår,« siger han og forsætter:
»Det kribler i mig, når jeg ser det, fordi jeg synes, der er så mange ting, der ikke bliver gjort, ikke bliver grebet, ikke bliver set, så meget forståelse for selve den fortælling...« får han fremstammet, før han fortsætter:
»Jeg føler virkelig, at jeg forstår det format så dybt, at jeg ikke engang ønsker det.«

Remee nåede i sin tid som dommer i programmet at få 11 af sine deltagere i finalen – og fire af dem tog da også sejren.
Dermed fik han titlen som den mest vindende danske 'X Factor'-dommer i bagagen, før eventyret efter otte sæsoner var ovre, fordi TV 2 ikke kunne matche hans lønønsker.
Dengang omtalte han afskeden som »afslutningen på en epoke«. En epoke, der stadig har en stor plads i producer og sangskriverens hjerte:
»Nogle har bare fornemmelse for nogle ting, og lige præcis det tv-format er så dybt indgroet i mig, og jeg har så stort et klarsyn omkring, hvad der skal til.«
»Så på den måde er det svært at lægge det fra sig,« fortæller han i 'Mathilde og Remee', som kan ses på Dplay.