Drømmer du om at eje Hans Christian Varnæs' jakkesæt eller Maude Varnæs' parisermodel, skal du nok finde den store tegnebog frem.
Flere af kostumerne fra tv-serien 'Matador' er på vej på auktion hos Auktionshuset Bruun Rasmussen, og noget tyder på, at priserne bliver høje.
Interessen for at eje det tøj, som de folkekære skuespillere bar i den ikoniske tv-serie har nemlig allerede vist sig at være stor.
Mandag havde Auktionshuset Bruun Rasmussen 12 originale kostumer fra tv-serien under hammeren, og de blev alle solgt til langt mere, end de var vurderet til.
Det skriver Ekstra Bladet.
»Alle ting gik til over vurderingen, men det var også forventeligt, for vi oplevede en meget stor interesse op til auktionen,« siger Kirstine Dam Frihed, som er presseansvarlig hos Auktionshuset til avisen.

Bedst gik det for et todelt sæt, som Maude Varnæs i skikkelse af Malene Schwartz bar i episode 22.
Her lød vurderingen på 10.000 kroner, men den endelige pris endte på 18.500 kroner.
I episode 14 havde hun et pudderfarvet sæt på, som var blevet vurderet til at være mellem 8000 og 10.000 kroner værd.
Det blev solgt for 15.5000 kroner.
Og Gitte Graas pyjamasbukser?
Ja, de gik såmænd også for hele 15.500 kroner.
Og køberen er altså ikke en fru hvem-som-helst.
Det er nemlig Nordisk Film, der har købt bukserne og de andre kostumer
»Det er glædeligt, at vi har fået mulighed for at hente flere af kostumerne hjem til Nordisk Film,« siger formidler hos Nordisk Film Frederik Hougaard Randrup i en pressemeddelelse.
Du kan se de forskellige effekter og holde øje med, hvornår de kommer på auktion på Bruun Rasmussens hjemmeside her.
