Forestil dig at blive overvåget 24 timer i døgnet i to uger. Et hus plastret med kameraer, der sender direkte til tusindvis af seere. Lyder det som et mareridt? 

For de fleste gør det nok, men for den 25-årige streamer Rasmus Søndergaard er det mandag klokken 15 starten på et ambitiøst eksperiment, der kan cementere hans plads i dansk mediehistorie.

Streameren kaster sig ud i et vildt projekt, som de fleste nok lyder ret sindssygt
Streameren kaster sig ud i et vildt projekt, som de fleste nok lyder ret sindssygt Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

»Successcenariet er, at vi får nok subscribers (abonnenter på Twitch, red.) til at holde i 14 dage. Hvis vi ikke får det, så synes jeg ikke det har været en succes,« siger streameren til B.T. få dage inden 'Sønderthon', som begivenheden er blevet døbt.

Han kalder det 'Sønderthon', og det er et såkaldt 'subathon' – et begreb, der måske er nyt for mange, men som dine børn eller unge i din omgangskreds sandsynligvis kender.

En 'subathon' er en livestream, typisk på streamingplatformen Twitch, hvor streameren forlænger den planlagte sendetid, hver gang en seer abonnerer eller »subber', som det hedder i de kredse.

Streamen kan derfor vare alt fra få timer til adskillige uger, afhængigt af seernes støtte.

Rasmus Søndergaard er langt fra en nybegynder. 

Med knap 200.000 abonnenter på Twitch, 100.000 følgere på Instagram og 141.000 på YouTube, har han allerede opnået stor succes. 

Han står blandt andet bag pladeselskabet 'Chat Records' og det dertilhørende talentshow under samme navn, som satte danmarksrekord for flest liveseere på Twitch.

Nu er målet at overgå sig selv og nå over 11.000 nye abonnenter for at holde streamen kørende i de fulde 14 dage.

Men på trods af store forventninger fra hovedpersonen selv, er det ikke alt ved den konstante overvågning, som vækker begejstring.

»Jeg skal sove på kamera, hvilket jeg er meget nervøs for. Man skal forestille sig, at der er flere tusinde øjne, der kigger på en, mens man falder i søvn. Det skal jeg nok lige vænne mig til,« siger han.

Normalt sender Rasmus Søndergaard live fra sit gamer-værelse i en lejlighed på Østerbro, hvor han spiller computerspil og chatter med sine seere om alt fra Københavns bedste durum til den danske musikscene. 

Streameren har et stort hold bag sig.
Streameren har et stort hold bag sig. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Men til 'Sønderthon' tager han oplevelsen til et helt nyt niveau.

Han har lejet et stort, fire etagers hus, hvor kameraer er installeret i alle rum samt udenfor. Kun ét lokale er undtaget overvågningen: Toilettet.

»Det her kommer nok til at være en af de største ting, jeg laver. Det har taget så lang tid i forhold til planlægningen. Det skal virkelig blive en fed oplevelse og stor succes, før jeg føler, det var det værd,« forklarer han.

Han beskriver 'subathon' som en uundgåelig ilddåb for streamere – »den ultimative udfordring.«

Rasmus Søndergaard har allerede et imponerende netværk i den danske underholdningsbranche. 

Han har tidligere haft flere besøg af rapstjerner som Kesi på sin streamingkanal og har lavet dokumentarserien '24 timer med', hvor han fulgte kendte danskere som Niels Brandt fra bandet Minds of 99, Christopher og Anton Westerlin.

Til 'Sønderthon' er der allerede annonceret gæster som Christopher, Malte Ebert og Martin Thorborg. 

Men Rasmus Søndergaard lover, at listen ikke er komplet.

Rasmus Søndergaard på sin arbejdsplads hjemme i lejligheden.
Rasmus Søndergaard på sin arbejdsplads hjemme i lejligheden. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

»Der er også navne, vi bevidst har valgt at holde hemmeligt, fordi vi synes, det er fedt, at der også er et 'surprise'-element, sådan 'what the fuck- hvad laver de her?'« afslører han og tilføjer, at ikke engang han kender alle de skjulte gæster.

Med sig på projektet har han store virksomheder som Red bull og Power, som har kastet penge i projektet.

»Det er mig der rækker ud til mine sponsorer, da jeg får ideen. Jeg lægger fra start ikke skjul på, at det bliver en dyr omgang.«

For streameren handler det om at opnå nye højde og give tilbage til de mange seere, der støtter ham på hans rejse, siger han.

»Lavpraktisk kommer der til at være en indtjening, da jeg bliver betalt hver gang, jeg får en ny subscriber, men for mig handler det her projekt ikke om at tjene penge. Derfor ender vi med at bruge mange af de penge, vi tjener på seerne. Vi vil gerne give tilbage til communityet

Rasmus Søndergaard går live på Twitch og hjemmesiden sønderthon.dk fra mandag klokken 15.