'Den sidste viking' er kommet flyvende fra start.
Anders Thomas Jensens nye film, der har Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne, har i løbet af den første weekend trukket rekordmange danskere i biografen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordisk Film.
Her oplyser de, at filmen i den første weekend har solgt 127.242 billetter, hvilket både er rekord for de film Anders Thomas Jensen har instrueret, og for de danske film, som Mads Mikkelsen har medvirket i.
»Vi kan næsten ikke få hænderne ned over den måde, filmen åbner på. Vi havde høje forventninger, men det her resultat overgår fuldstændigt alt, hvad vi havde håbet på,« udtaler Marketingschef Cille Kruuse Neumann.
Hun fortsætter:
»Selv over for to vigtige danske VM-kvalifikationskampe i fodbold har filmen klaret sig over al forventning. Og vi kan konstatere, at filmen er gået hen og blevet en filmbegivenhed, som rigtig mange danskere gerne vil opleve.«
Inklusiv snigbilletter har filmen i alt solgt 156.926 biografbilletter.
Rekorden for den største danske premiereweekend nogensinde har Anders Matthesen.
Da han i 2021 havde premiere på 'Ternet Ninja 2', solgte den 246.684 biografbilletter i løbet af den første weekend.
Indtil videre er årets mest populære biograffilm 'Ternet Ninja 3', der ifølge DFI foreløbigt har solgt 687.995 biografbilletter.