Mere end en halv million danskere stillede hver uge ind på tv-serien 'Sommerdahl', hvor Peter Mygind spillede hovedrollen.
Og nu er der gode nyheder til de mange fans, som har fulgt med i livet hos den dedikerede efterforsker med samme navn som serien.
TV 2 Charlie kommer nemlig til at vise anden sæson af serien.
Den skal indspilles henover sommeren, og man kommer til at overholde de gældende vejledninger fra myndighederne i forhold til corona-situationen.
»Manusarbejdet er i fuld gang, og det tegner til at blive endnu en sæson fuld af stærke krimiplots. Og uden at afsløre for meget kan jeg godt fortælle, at vores tre hovedkarakterers indbyrdes relationer bliver sat yderligere på prøve,« lyder det fra Pernille Bech Christensen ifølge TV 2, executive producer i TV 2 Fiktion, som fortsætter:
»Derudover kan jeg sige, at vi holder fast i seriens dna; Vi er fortsat i dejlige Helsingør, som med sine ikoniske og smukke naturomgivelser tilfører en helt bestemt stemning til serien.«
Krimiserien handler om efterforskeren Dan Sommerdahl, som er meget passioneret, når det kommer til sit arbejde, men i nogen henseender ender med at forsømme sit privatliv.
Derfor ser man også i første sæson, hvordan det for alvor slår revner imellem ham og hans kone, Marianne Sommerdahl.
Rollen som efterforskerens kone spilles af Laura Drasbæk.
Serien foregår i Helsingør, og den er baseret på bogserien om den skaldede detektiv, som er skrevet af Anna Grue.
Da der blev holdt pressemøde ved premieren på første afsnit af serien fortalte Peter Mygind, hvorfor det er sjovt at spille Sommerdahl.
»Det er fedt at spille et menneske, der bare er totalt sort/hvid og hundrede procent dedikeret. Altså som i 'giv-mig-et-lig-og-jeg-sover-ikke-de-næste-seks-døgn',« lød det fra skuespilleren, som altså kan se frem til mere tid med den dedikerede betjent.

