Pilou Asbæk kom til skade under indspilningen til den nye Sylvester Stallone-film 'Samaritan'.
Det fortæller skuespilleren i Kino.dk's podcast, Den varme biografstol.
Samaritan handler om en ung dreng, der finder ud af, at en superhelt, der forsvandt efter en stor kamp, stadigvæk er i live, og som så mange andre superheltefilm, er den spækket med actionscener.
Angiveligt ønskede både 76-årige Sylvester Stallone og danske Pilou Asbæk at lave deres stuntscener selv, hvilket endte katastrofalt for den danske stjerne, der efter en flyvetur endte med at slå sig ganske voldsomt.
»Jeg vred mit knæ af led, simpelthen. Jeg poppede en knæskal på den her film. Det var ret heftigt. Det var ubeskrivelig smertefuldt at vride sit knæ totalt af led og blive sendt på hospitalet,« fortæller den danske skuespiller i podcasten.
Pilou Asbæk kom dog tilbage fra hospitalssengen og færdiggjorde filmen, der kan ses på Amazone Prime.