Per Fly er en ambitiøs mand, der konstant driver sig selv mod nye udfordringer. På trods af panikangst, ægteskabskriser og dødsfald i familien insisterer han på at ville både kærligheden, familien og en ekstremt krævende karriere. Derfor har han hyret en terapeut, der skal hjælpe ham til at blive den mand, han bedst kan lide at være.
Per Fly har det seneste halvandet år været om hjørner, han aldrig har rundet før.
Han har forhandlet med pengemænd i Hollywood, tjekket logistik og sprængt biler i luften. Herset, regeret og arbejdet utrætteligt med erfarne Hollywoodstjerner som Ben Kingsley og Jacqueline Bisset samt nye stjerner som Theo James og Belcim Bilgin.
Han har rejst fra New York til Marokko, over Canada til København og retur. For hans første internationale film, den politiske thriller ‘Dobbeltspil’, er indspillet på tre kontinenter.
Nu sidder han i et kontor på sit filmselskab i København og har al mulig grund til at glæde sig og være rolig.
Han virker da også både afslappet og fuld af overskud, så det er noget af en overraskelse, da den stenrolige instruktør afslører, at mødet med pressen ikke er noget, han ser frem til. Særligt ikke når mødet foregår på direkte fjernsyn.
»Hvis jeg kunne finde en dobbeltgænger, ville jeg sende ham ind i stedet, så jeg selv var fri for det.«
Sætningen følges op af et lille smil i mundvigen, der bløder hans alvorlige ansigt op.
Men der er ingen tvivl om, at han mener det.
Angsten
Per Fly led i flere år af panikangst. Han siger, at han fik styr på det for mange år siden. Alligevel er han stadig lidt usikker på, om han kan risikere et tilbagefald.
»Jeg gider ikke koge op og være bange for at få et angstanfald på direktetv. Hvis der ikke er nogen grund til det. Og det er der jo ikke. Det er jo ikke farligt ...«
Blandt andet derfor går han hos en terapeut, så han kan få hjælp til at ‘få det her store monster på plads’, som han siger med reference til pressen.
Der er nu også andre grunde til, at den 58-årige instruktør får hjælp til at kigge indad. Det vender vi tilbage til.
Lige nu ærgrer det ham, at han ikke bare kan stille sig frem foran kameraet, være sig selv og præsentere sin kunst.
»Hvorfor kan jeg ikke bare nyde at tale om det, når nu jeg er så stolt af det, jeg har lavet,« spørger han ud i luften.
For stolt er den danske instruktør, der har klaret endnu en udfordring.
Bjerget
Udfordringer giver han sig selv, hver eneste gang han begynder på et nyt projekt.
»Jeg må indrømme, at jeg er en ambitiøs mand, Der er en drift i mig for at sætte noget i gang. Der skal være en udfordring i det, og det skal helst være et bjerg, jeg ikke har kravlet op ad før.«
Det seneste bjerg, Per Fly har besteget, er ‘Dobbeltspil’, der til fulde har opfyldt kriteriet for hans ønske om udfordringer.
»Det ramte mig først, hvor stort et projekt det var, da vi begyndte optagelserne. Dagen før stod jeg alene på mit store, fine hotelværelse i Marokko og tænkte: ‘Hold da kæft, mand, nu skal du holde tungen lige i munden’. Fordi jeg har haft panikangst for mange år siden, ved jeg præcis, hvor dét ligger i kroppen. Så det var jeg ikke bange for. I stedet endte jeg med at drikke en øl og tage en sovepille.«
Dagen efter gik han i gang med sin hidtil største udfordring. At styre et internationalt hold i flere lande og lave en engelsksproget film med Hollywoodstjerner.
Filmen, der har premiere i denne weekend, har været ramt af flere konkrete bump på vejen.
Ifølge Fly var det største, at den oprindelige hovedrolleindehaver Josh Hutcherson, kendt fra ‘Hunger Games’, forlod filmen, fordi den amerikanske skuespiller var bange for terrorangreb i Marokko. Et andet bump var Flys hårde forhandlinger med producenterne for at bevare retten til selv at klippe filmen og få det, der hedder ‘final cut’. Og så var der mødet med filmens ‘billetsælger’ Ben Kingsley, der var bedre forberedt, end Fly egentlig bryder sig om.
Kingsleys krav
Den danske instruktør er vant til at improvisere og prøve sig frem sammen med skuespillerne under optagelser. Men den gik ikke med den Oscarbelønnede engelske skuespiller.
»Den første dag på optagelse gik jeg over til ham og sagde, at jeg godt ville have ham til at prøve på at gøre sådan og sådan. Jeg kunne godt se, at han kiggede på mig, og at han ikke var tilfreds. Han kiggede direkte på mig og sagde: ‘Per, I don’t try - I do! Tell me what to do.« (Jeg prøver mig ikke frem. Jeg gør. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, red.)«
Han forlangte et klart valg, og det var en fed udfordring, som jeg tog op. Og lærte rigtig meget af,« siger Per Fly og indrømmer, at han var fuld af ærefrygt for Ben Kingsley de første dage:
»Han var sgu skræmmende i begyndelsen, det var han. Jeg var nærmest lidt bange for ham. I filmen ‘Sexy Beast’ spiller Kingsley en psykopatisk voldsforbryder så godt, at man næsten tror, han er sådan. Man får fornemmelsen af, at han kunne snitte én i småstykker, hvis man vendte ryggen til ham. Jeg havde lidt svært ved at ryste det billede af mig. I filmen er der en scene, hvor han vifter med pegefingeren og siger ‘no, no, no, no, no, no, no,’ et vist antal gange med forskellige betoninger undervejs. Da vi talte om improvisationer, lænede han sig over mod mig og sagde: ‘Der er præcis det antal nejer i den scene, som der stod i manuskriptet’.«
Per Fly griner højt og retter sig op i stolen.
»Det er en mand, der tager sine replikker alvorligt. Men det er også en mand, der ved præcis, hvordan han skal blive virkelig fremragende, og som kender sine virkemidler til fingerspidserne.«
Ben Kingsley, der blev slået til ridder på Buckingham Palace i 2005, havde en hel manual med forskellige krav forud for optagelserne på ‘Dobbeltspil’.
Bl.a. skulle han have 45 minutters hovedbundsmassage før dagens optagelser, han skulle tiltales ‘Sir’, og replikkerne skulle Kingsley have senest fem uger før, og derefter måtte der ikke ændres i dem.
»Det var helt ned til, hvor meget vand han skulle have på settet, og nogle særlige karotter han kunne spise af. Det kan jo godt virke lidt arrogant, men det er samtidig en 72-årig mand, der ved præcis, hvad der skal til for, at han fungerer, og bliver god. Ligesom en topidrætsmand. Jeg må bare sige, at han er en af de mest professionelle skuespillere, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Og hvorfor skulle han i øvrigt også diskutere alting forfra med sådan en grønskolling som mig,« ler Per Fly.
Vendepunktet
Grønskolling – måske. Men det er trods alt 29 år siden, han begyndte på Den Danske Filmskole, i ørigt på samme hold som Thomas Vinterberg og Ole Christian Madsen.
Før han kom ind på den eftertragtede skole, troede Per Fly, at han skulle være noget helt andet.
»Jeg forsøgte at blive musiker, inden jeg blev instruktør. Men selvom jeg var okay-god, skulle jeg hele tiden gøre mig bedre, end jeg var. Den forstillelse endte med at blive et rent ambitions-helvede. Så da jeg søgte ind på filmskolen, besluttede jeg mig for at droppe det dér og stå ved mine fejl.«
Det blev et vendepunkt i livet, da han kom ind på filmskolen som 28-29-årig.
»Jeg er bange for forstillelsen, selvom jeg samtidig elsker, når andre kan stille sig frem og give den som verdensmand. Jeg kan bare ikke selv.«
Men det var ikke let.
»Jeg følte det som meget ydmygende at skulle være mig selv, og ret angstprovokerende, fordi jeg følte mig klædt af. Jeg kunne bedre se mig selv som én, der vidste alting.«
Han læner sig tilbage og skraldgriner, men bliver hurtigt alvorlig igen.
»Det var nok en angst for at blive gennemskuet som værende dum. Men det var et nødvendigt og et vigtigt vendepunkt at turde være mig. Og jeg tvang mig selv ud i situationer, som, jeg syntes, var pinlige. F.eks. at tage ordet. Efter filmskolen gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvilke film jeg skulle lave. Jeg blev mere og mere desperat, jo længere tid der gik. På et tidspunkt var projektet blevet til, at: ‘Per Fly skal være filminstruktør’, i stedet for at det handlede om, hvilken film jeg skulle lave,« siger instruktøren, der knækkede koden, da han fandt på ‘Bænken’.
Filmen handlede om noget, han direkte kunne relatere til fra sin egen barndom.
»‘Bænken’ kom som en åbenbaring til mig. Jeg fandt et projekt, der skulle være større end mig. Altså vigtigere end at det var mig, der skulle være filminstruktør. Og de her mennesker på ‘Bænken’ kendte jeg alt til fra mit barndomshjem i Brårup,« siger Per Fly og fortæller om faderen og moderens købmandsbutik, hvor byens underklasse mødtes.
Dødsfald i familien
»Jeg er ikke vild med folk, der tror, de har fundet ‘De vises sten’. Hvis der er for meget konsensus, bliver jeg bange, jeg kan meget bedre lide mennesker med fejl. Dem der bærer deres sår tydeligt. Måske fordi der ikke er så meget forstillelse. Det var nok derfor, jeg havde let ved at lave ‘Bænken’. Jeg havde nemt ved at snakke med de folk, fordi de bar deres fejl så tydeligt. I mine forældres købmandsbutik sad der konstant 10-15 mænd ude på lageret og hyggede sig. Dem blev jeg passet af, da jeg var lille. Der kom bl.a. en fyr, der hed Peter Lyetå, som drak finsprit fra flasken. Min far havde et meget stort socialt engagement, og når Lyetå var blevet taget af politiet, tog min far op for at hente ham,« fortæller Per Fly, hvis forældre døde for nogle år siden, med bare fire dages mellemrum.
Det bringer os tilbage til den kognitive terapi, der ikke kun handler om at være i stand til at møde det store ‘pressemonster’.
»Det at gå til terapeut peger mange steder hen i mit liv. Både mine forældre og min bror døde indenfor kort tid, for nogle år siden, og det satte en masse ting i gang i mit liv.«
Per Flys bror døde af prostata-cancer efter et længere forløb.
»Jeg har det stadig sådan, at hvis jeg ikke passer på, så er jeg, hver gang telefonen ringer, bange for, at der er én, der er død. For dengang var der hele tiden nogen, der ringede i forbindelse med hans sygdomsforløb. Men der ér ingen grund til, at jeg skal være bange, hver gang telefonen ringer,« fastslår han.
Efter broderens død gik det alt for stærkt.
»Min mor blev syg af, at min bror døde, og min far døde, mens han var ved at barbere sig for at tage til hendes begravelse. Jeg måtte stå med alle gæsterne, som kom og kondolerede, og fortælle dem, at min far var død fire timer tidligere. Men det endte med at blive en smuk oplevelse, for min far havde gået og holdt hende oppe i så lang tid, og da hun takkede af, ville han heller ikke mere. De havde været sammen i over 50 år, og hendes begravelse ville han ikke til. Det er jeg sikker på.«
Per Fly smiler lidt for sig selv.
»Det kan godt være, det ser benhårdt ud, men jeg smiler, for min far havde en fantastisk humor. Jeg er helt sikker på, at han ville have elsket den historie. Og elsket at fortælle den selv. Det er faktisk en smuk historie, for de ville af sted sammen, og det kom de.«
Men dødsfaldene rev tæppet væk under instruktøren.
»Der er en masse ting fra den tid, der har lagret sig i min krop. Men der er for helvede ingen grund til, at jeg skal være bange, hver gang telefonen ringer. Det er dér, terapeuten kommer ind. Hun kan gøre mig klart, hvor der er grund til at være bange, så det hele ligesom bliver af-elektrificeret. Det er jo én ud af en million gange, hvor telefonen ringer, at der er nogen, der er død.«
Kærligheden
For en uges tid siden kunne Per Fly holde sin 58-års fødselsdag.
Dermed er det 18 år siden, at den dengang 40-årige instruktør brød igennem med et brag i de danske biografer. Spillefilmen ‘Bænken’ fik både en Bodil og en Robert som ’Årets bedste film’ i 2000.
På det tidspunkt havde han fået sønnen Anton med hustruen, skuespiller Charlotte Fich, nogle år før, og parrets anden søn, Aksel, var på vej.
Og når man spørger Per Fly, hvordan han får sine ambitioner som instruktør til at spille sammen med ambitionerne som far og ægtemand, nævner han netop dén periode som en tid, der var tæt på at koste ham ægteskabet.
»Det er den allersværeste balance, det med at få familielivet til at fungere. Og det har bragt vores forhold ud i kæmpestore kriser,« siger han hudløst ærligt.
»Særligt i begyndelsen af min karriere, hvor Aksel var på vej, samtidig med at jeg skulle til at lave ‘Bænken’, og Charlotte fik rollen (som Ingrid Dahl, red.) i ‘Rejseholdet’. Ingen af os kunne sige nej til noget af det. Dér lærte vi det på den hårde måde. Heldigvis kostede det ikke vores ægteskab, men det var meget tæt på. Vi stod i en totalt uholdbar situation. Det var benhamrende hårdt, og det trak hårde veksler på vores ægteskab flere år derefter,« siger han, der har været sammen med Charlotte Fich i 34 år.
De to traf hinanden på Vestbirk Musikhøjskole ved Horsens og spillede senere sammen i det aarhusianske funkband Tail Out, hvor hun sang, og han var guitarist.
»Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var hende, jeg ville være sammen med. Det er jo heldigt, man har det sådan. Jeg tog et valg på et tidspunkt, der gik på, at jeg både vil min karriere og min familie. Jeg var klar over, at det kom til at koste noget, men jeg vil begge dele. Vi har haft alle de samme sammenstød og banale diskussioner, som jeg ved, mange andre har. Om hvem der skulle hente børn og vaske og alt det der. Vi har været ved at gå fra hinanden, og det har været rent kaos. Jeg har set masser af mine kammerater, der er blevet skilt på den konto, og set problemet flytte ind, også med kone nummer to. Det er den største udfordring, og vi har været tæt på at gå fra hinanden ...« Han holder en pause, mens rynkerne retter sig ud i panden, og forvandler sig til smilerynker om øjnene.
»Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke er blevet skilt ...Men det har jeg aldrig villet, og det har hun heldigvis heller ikke. Der er da perioder, hvor det er mindre sjovt, men vi er gode til at give hinanden fri. For os er det en fordel, at vi er så meget væk fra hinanden. Charlotte har lige været i Hjørring i tre måneder, hvor hun har lavet Hamlet. Så bor hun derovre, og jeg kører det selv derhjemme. I andre perioder er jeg f.eks. i Marokko og lave film. Dét er måske også én af grundene til, at vi kan holde ud at se på hinanden stadigvæk, at vi er en del væk fra hinanden, så vi kommer til at savne igen. Jeg er sgu stolt over, at det er lykkedes, og jeg er sindssygt glad for, at jeg lever sammen med den kvinde, jeg elsker, efter så mange år. Det er jo fantastisk at have et menneske i sit liv, som er éns kæreste, og som man stadig har lyst til at være sammen med. Det er en stor gave.«
