»Jeg niver stadigvæk mig selv i armen.«

Da skuespiller Olivia Joof fik tilbudt rollen som politiassistenten Neel Skibsted i TV2's nye krimiserie 'DNA', var hun slet ikke i tvivl.

»Jeg sagde ja med det samme. De behøvede ikke engang sende mig manuskriptet. Det var helt vildt for mig,« siger hun, da vi møder hende efter pressevisningen af seriens første afsnit.

Hun var taget til casting på serien – cirka to måneder før hun fik rollen. Men fordi hun ikke regnede med at få den, så havde hun nærmest glemt alt om det.

Olivia Joof er barn af tv-personligheden Hella Joof.
Olivia Joof er barn af tv-personligheden Hella Joof. Niels Christian Vilmann

»Jeg tænkte, at der nok var en anden, der havde fået den,« fortæller hun.

Derfor kom det også som en kæmpe overraskelse, da hendes manager pludselig ringede for at overbringe den gode nyhed.

»Han var så afslappet, da han fortalte mig det, at jeg var nødt til at spørge ham, om det ikke var helt vildt,« siger den 31-årige skuespiller, der også spiller karakteren Simone i tv-serien 'Perfekte steder' på TV2 Zulu.

Hun fortæller, at hun blev så glad, at hun skreg og jublede, mens hun havde manageren i røret.

»Så sagde han bare: 'Ja, der kommer en produktionsplan.' Men han er selvfølgelig vant til det,« siger hun.

Heldigvis sad hun sammen med nogle af sine medstuderende på Den Danske Scenekunstskole, som hun netop har afsluttet, der også havde fået en rolle i serien.

»Så sad vi der og skreg sammen,« beskriver Olivia Joof.

Hun er meget taknemlig for at få lov til at arbejde sammen med skuespillere, som hun har stor respekt for og ser op til.

Olivia Joof, Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro.
Olivia Joof, Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro. Niels Christian Vilmann

»Det er jo så surrealistisk,« siger hun.

I serien spiller hun blandt andet over for Anders W. Berthelsen, der har rollen som politikommissær Rolf Larsen.

Han får til opgave at finde et barn, der er blevet kidnappet fra en vuggestue, men under efterforskningen kommer han ud for en personlig tragedie, der har store konsekvenser for hans liv.

Undervej får han blandt andet hjælp af kriminalteknikeren Jarl Skaubo, der spilles af Nicolas Bro, og Olivia Joof i rollen som politiassistenten Neel Skibsted.

»Det er sådan en fed historie. Jeg er så spændt på at se hele serien,« afslutter Olivia Joof.

'DNA' har premiere mandag den 9. september klokken 20 på TV2 og TV2 Play.