Der var ikke meget at skåle for efter Golden Globe uddelingen i forrige uge. Men nu er der håb igen.

Den danske film ‘Druk’ er nomineret i flere kategorier ved årets BAFTA, det britiske svar på Oscar-uddelingen.

Den 11. april afholdes den 74. udgave af British Academy Film Award i Royal Albert Hall.

I år er der det med dansk repræsentation i salen. For Thomas Vinterberg og Zentropas biografsucces 'Druk' får hele fire chancer for at blive udråbt som vinder af en BAFTA-pris.

Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen til  gallapremiere på Thomas Vinterbergs 'Druk' i Nordisk Film Biografer Imperial, onsdag den 23. september 2020. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen til  gallapremiere på Thomas Vinterbergs 'Druk' i Nordisk Film Biografer Imperial, onsdag den 23. september 2020. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. Ida Marie Odgaard

Druk er nomineret til:

  • Bedste udenlandske film.

  • Thomas Vinterberg er nomineret som bedste instruktør.

  • Mads Mikkelsen deltager i kategorien bedste mandlige skuespiller.

  • Mens Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm er indstillet til at kæmpe om hæderen som bedste manuskriptforfatter..

Det er tredje gang Thomas Vinterberg er indstillet til en BAFTA-pris. Første gang han deltog var med filmen ‘Festen’ i 2000. Også i 2013 var han indstillet med sin film ‘Jagten’.

Sidste sommer blev ‘Druk’ udtaget til hovedprogrammet i Cannes. Siden har den vundet flere europæiske priser ved blandt andet London Film Festival og San Sebastián International Film Festival..

Som skrevet blev filmen nomineret -–men forbigået – ved Golden Globe i forrige uge, men den er på listen over 15 internationale film, der har chancen for at blive indstillet til en Oscar, når verdens mest glamourøse filmfest afholdes i Los Angeles den 25 april.

Herhjemme har Vinterbergs film allerede vundet fem Robertpriser og er nomineret til tre Bodilpriser.

Mere end 800.000 danskere har indtil nu løst billet for at kunne se filmen i biografen.