Siden 2020 har hun haft base i London som DRs korrespondent i Storbritannien.
Nu vender hun hjem til Danmark og moderskibet.
Der er tale om den 34-årige journalist Tinne Hjersing Knudsen, der blandt andet tidligere har været vært på P1 Morgen og altså i de sidste fem år DRs korrespondent i Storbritannien.
Nu rykker hun ifølge en pressemeddelelse tilbage til DR i København, hvor hun til maj bliver ny vært på TV Avisen som led i DRs nye digitale fokus TVA Live.

»Jeg glæder mig meget til at få Tinne Hjersing Knudsen som vært på TVA. Hun er en ekstremt dygtig journalist og formidler. Hun forstår at gøre komplicerede historier forståelige, hun er nysgerrig og videbegærlig, og så er hun en meget inspirerende og behagelig kollega at samarbejde med,« udtaler redaktionschef Marie Buus og tilføjer:
»Jeg har fulgt hende som vært på 'P1 Morgen' og som korrespondent i London, og med de kompetencer kan hun blive en stor gevinst for TVA og for seerne.«
Tinne Hjersing Knudsen udtaler selv, at det er et job, man siger ja til med en 'passende portion ærefrygt og stolthed':
»TVA er en af de vigtigste institutioner i det danske medielandskab, hvor troværdigheden i den grad er i højsædet. Det vigtigste for mig bliver at leve op til den tillid, som danskerne har til TVA.«